Jon Bon Jovi skriver sang sammen med sine fans

Den kendte rockstjerne opfordrer sine fans til at sende tekster til ham - og det har flere tusinde allerede gjort

Jon Bon Jovi. Privatfoto
Jon Bon Jovi. Privatfoto

Den amerikanske rockstjerne Jon Bon Jovi gør nu sit til at holde humøret oppe hos sine fans i det coronaramte USA.

Den 58-årige komponist er for øjeblikket i færd med at skrive en sang om coronavirussen.

Titlen - eller omkvædet om man vil - lyder: 'If you can't do what you do ... do what you can'.

Musikeren har lagt den foreløbige sang ud på blandt andet Twitter og opfordret sine fans til at skrive med. Musikken og teksten udvikler sig således undervejs.

De skriver sangen
- Jeg har modtaget i tusindvis af historier og vers. De er fra sygeplejersker, læger og lastbilchauffører. Det er alle dem, der skriver sangen for mig. Det er deres liv, vi skriver om. Jeg tænker på dem - hver og en - for det er fantastisk, at vi holder sammen i USA, lyder det fra Jon Bon Jovi.

Den populære musiker har tidligere offentligt fortalt, at hans teenagesøn Jake formentligt har været ramt af den frygtede virus.

- Hans tilfælde var mildt og er ikke bekræftet af lægerne. Han havde en alvorlig maveinfektion og feber i nogle dage. Efter nogle dage fik han det bedre.

Ifølge Jon Bon Jovi er musik god til at 'heale' og holde sammen på samfundet. 

- Vi er alle i det her sammen, siger den 58-årige musiker, ifølge flere amerikanske medier.

3 kommentarer
Vis kommentarer