Kaldte corona for fup: Nu er han død

Den 33-årige fitness-influencer efterlader sig kone og tre små børn

Den 33-årige fitness-influencer fra Ukraine blev testet positiv for corona og er nu død. Foto: Instagram/Stuzhuk.
Den 33-årige fitness-influencer fra Ukraine blev testet positiv for corona og er nu død. Foto: Instagram/Stuzhuk.

Den kun 33-årige fitness-influencer Dmitriy Stuzhuk fra Ukraine er død, efter at han for nylig blev testet positiv for coronavirus og blev indlagt på et hospital, hvor han kom i iltmaske.

Stuzhuk har ellers tidligere kaldt corona-sygdommen for fup og stillet sig meget tvivlende overfor eksistensen af covid-19.

Det skriver flere medier - heriblandt Independent, Bild, New York Post og Insider.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Fredag i sidste uge lagde den 33-årige fitness-influencer et billede ud på Instagram til sine 1,1 millioner følgere, hvor han i bar mave sidder i en hospitalsseng og trækker vejret gennem en iltmaske.

Her fortalte Stuzhuk i et længere indlæg, at han under en tur til Tyrkiet for nylig vågnede op med vejrtrækningsproblemer. Dagen efter fik han så en voldsom hoste.

Da Stuzhuk vendte tilbage til Ukraine, blev han testet positiv for covid-19.

'Jeg var en af dem, der troede, at covid-19 ikke eksisterer. Det troede jeg på, indtil jeg selv blev syg. Covid-19 er ikke en ubetydelig sygdom. Det er en meget alvorlig sygdom'.

I slutningen af sit indlæg afsluttede Stuzhuk med at berolige sine mange følgere og fortalte, at hans tilstand var stabil.

Men allerede tre dage efter lagde hans kone, Sofia Stuzhuk, et opslag ud på Instagram, hvor hun erklærede, at hendes ægtemand var død af sin sygdom. Sofia Stuzhuk viste i opslaget et billede af sig selv og Dmitriy samt parrets tre børn foran en swimmingpool.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sofia Stuzhuk, der også er influencer, skrev blandt andet følgende i teksten:

'I resten af mit liv vil jeg være taknemmelig for dig og for vores tre vidunderlige børn. Jeg takker for alle de uvurderlige oplevelser, jeg haft sammen med dig. Og for den person, jeg har udviklet mig til sammen med dig'.

Herunder et billede af Stuzhuk fra den 5. september.