Kendisdatter skåret i armen: Ville stoppe skænderi

Skuespilleren Spencer Grammer og en ven blev angrebet af en mand, mens de spiste på en restaurant

Spencer Grammer og vennen slap begge heldigt fra mødet med den vrede mand. Foto: John Salangsang/Shutterstock
Spencer Grammer og vennen slap begge heldigt fra mødet med den vrede mand. Foto: John Salangsang/Shutterstock

Det gik galt, da Spencer Grammer og en ven fredag aften sad og spiste på restauranten The Black Ant i New York.

Restauranten var ved at lukke ned for køkkenet, da en mand kom ind og forlangte at få serveret mad. Det kunne han ikke få, og derfor blev han vred og kom i et skænderi med tjenerne.

36-årige Spencer Grammer og hendes 32-årige ven forsøgte i den forbindelse at stoppe skænderiet, men i stedet blev de ofre for mandens vrede. Det siger politiet ifølge AP.

Se også: Hollywoodstjerne: Jeg blev behandlet unfair

Manden skar ifølge politiet Spencer Grammer i højre arm og stak vennen i ryggen med et uidentificeret skarpt objekt, inden han stak af fra stedet. Han er endnu ikke blevet identificeret.

- Min ven og jeg gjorde, hvad enhver anden ville gøre i den samme situation. Flere andre - primært kvinder - forsøgte også at forhindre, at skænderiet eskalerede, siger Spencer Grammer til US Weekly.

- Jeg fik en flænge i armen, og min ven blev stukket i ryggen, men heldigvis skete der ingen alvorlige skader. Vi forventer begge, at vi kommer os hurtigt, siger hun og sender samtidig en stor tak til ambulancefolkene, der 'i forvejen har kæmpet en fantastisk kamp i år'.

Spencer Grammer er datter af skuespilleren Kelsey Grammer, som de fleste formentlig bedre kender som dr. Frasier Crane fra serierne 'Cheers' og 'Frasier'.

Hun har også selv medvirket i serier som 'Law & Order: Special Victims Unit', 'CSI' og 'Grey's Anatomy', mens hun havde en hovedrolle i serien 'Greek', som løb fra 2007 til 2011. Hun lægger desuden stemme til Summer i animationsserien 'Rick and Morty'.

Politiet slår fast over for US Weekly, at de fortsætter med at efterforske sagen.

14 kommentarer
Vis kommentarer