Kendt skuespiller forsvundet

Man har fundet hendes fireårige søn i live i en lejet båd på Lake Piru

Her ses Rivera til American Music Awards i 2013. Foto: Ritzau Scanpix/ Mario Anzuoni
Her ses Rivera til American Music Awards i 2013. Foto: Ritzau Scanpix/ Mario Anzuoni

Den amerikanske skuespillerinde Naya Rivera er forsvundet på Lake Piru i Californien, efter at hun sammen med sin søn var på sejltur i en lejet båd.

Det skriver CBS Los Angeles, mens politiet også bekræfter det på Twitter.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

Politiet har fundet en lejebåd, hvor 33-årige Riveras fireårige søn var i, men uden sin mor.

Drengen har selv fortalt myndighederne, at de var ude at svømme, men at Rivera aldrig kom tilbage til båden. De to lejede båden onsdag eftermiddag lokal tid.

De seneste timer har politiet haft en intensiv efterforskning i gang i området, hvor Rivera forsvandt, og der er blandt andet blevet brugt droner, helikoptere og dykkere. Da det nu er nat i Californien, har man indstillet eftersøgningen, som vil genoptages, når det bliver lyst. Eftersøgningen har indtil videre ikke givet noget afgørende resultat.

Ifølge mediet KABC har politiet udtalt, at de antager, at skuespillerinden er druknet, og at de derfor leder efter hendes lig.

På de sociale medier vælter det ind med hilsner fra Riveras kolleger og bekendte, der alle håber på det bedste.

Riveras søn er uskadt og bar en redningsvest, da politiet fandt ham.

Myndighederne arbejder lige nu på at få genforenet Riveras fireårige søn med familiemedlemmer.

Seneste billede på Riveras Instagram-konto er et billede af hende og sønnen med den tilhørende tekst 'bare os to':

Artiklen fortsætter under billedet ...

Naya Rivera har i en lang årrække haft en hovedrolle i den populære serie 'Glee', hvor hun har spillet karakteren Santana Lopez.

Tidligere har hun dannet par med rapperen Big Sean. Et forhold, der sluttede i 2014. 

Ekstra Bladet følger sagen...