Måtte flygte i ambulance: Komiker pisser Trump-fans af

Sacha Baron Cohens seneste kontroversielle stunt efterlod sine ofre rasende - og andre med et smil på læben

Video/redigering: Privatoptagelser/Mikkel Cramon

Er der noget, Sacha Baron Cohen aldrig har været bleg for, er det at provokere. Faktisk har den britiske komiker nu i godt 20 år helt bevidst brugt det værktøj i bestræbelserne på at udstille hykleri og folks sande sider - til grin og gru.

Hvem husker ikke karakterer som den stereotype, britisk-jamaicanske gangster-rapper Ali G, den antisemitiske, kasakhstanske journalist Borat, homoseksuelle Brüno eller den 'heroiske nordafrikanske diktator' general Aladeen.

Et andet af komikerens mange stunts, hvor Cohen - i skikkelse af 'General Aladeen' - medbragte en urne, som ifølge karakteren indeholdt asken af den afdøde nordkoreanske leder Kim Jong Il. Her forblev den - asken - imidlertid ikke...

Alle har de taget tykt pis på navnligt amerikanerne, der herudover også fik en, vil kritikerne sige, lidt for hård medfart i HBO-serien 'This is America' fra 2018.

Se også: Beskyldte politiker for pædofili: Kontroversiel komiker sagsøgt for 612 millioner kroner

Ingen efterspil kan dog tilsyneladende få Cohen til at sætte farten ned, og i weekenden var han så igen på spil - nok engang i USA's højreorienterede miljø. Denne gang til et af de såkaldte 'rallies' (vælgermøder, red.), præsidenten ynder at holde for at mobilisere sin vælgerbase, der bl.a. tæller et vist omfang af højreekstreme.

’March for Our Rights 3’ hed eventet, der blev afholdt som et svar på ‘March for Our Lives’-demonstrationerne, der har bedre våbenkontrol i USA som sigte.

Cohen har ad flere gange testet og udstillet ekstreme amerikanske holdninger - her i filmen 'Borat', der følger figuren af samme navns møde med blandt andet homoforskrækkede sydstatsfolk. Foto: Moviestore/Shutterstock
Cohen har ad flere gange testet og udstillet ekstreme amerikanske holdninger - her i filmen 'Borat', der følger figuren af samme navns møde med blandt andet homoforskrækkede sydstatsfolk. Foto: Moviestore/Shutterstock

I en video, der florerer på sociale medier, fortæller arrangøren, at de i sidste øjeblik tilføjede en sponsor, de ikke havde arbejdet med før. Pengene skulle bl.a. betale for en på daværende ukendt sanger, men da en vis herre - klædt i overalls og cowboyhat - kom på scenen og omtrent halvvejs gennem sættet begyndte at synge, med arrangørens ord 'temmelig racistiske og splittende tekster', gik det lige så stille op for tilhørerne, hvad klokken var slået - og Cohen havde fået dem til at synge med på.

Ifølge bl.a. Washington Post forsøgte de at fjerne ham fra scenen, men sikkerhedsfolk, Cohen havde medbragt, stod i vejen, ligesom de blokerede de generatorer, der sikrede strøm til mikrofonen.

Se også: Stjerne-komiker skyld i ny skandale: Politiker trækker sig efter racismesag

I sidste ende skal Cohen, der endnu ikke selv har bekræftet, han stod bag, ifølge The Guardian have taget flugten i en privat ambulance - uskadt, vel at mærke.

Inden da havde Cohens seneste karakter med sin sang nået at angribe demokrater som Barack Obama og Hillary Clinton og 'USA's Søren Brostrøm', Anthony Fauci og foreslået at injicere dem med 'The Wuhan Flu' - et navn, nogle politikere har brugt om coronavirussen for at bebrejde Kina for spredningen af ​​den.

Og publikum? Ja, de skrålede hurtigt med, som du kan se i klippet øverst.

Trump selv har ved flere lejligheder i beskyldt Kina for coronavirussens udbredelse i USA, der er verdens hårdest ramte land. Her går det ud over en journalist med kinesiske rødder tlibage i maj. Video: AP.

13 kommentarer
Vis kommentarer