Michael Jacksons barndomsven fundet død på hotel

Den amerikanske producer og reality-stjerne David Gest er død, 62 år gammel

Den amerikanske producer David Gest er fundet død på et hotel. (Foto: AP)
Den amerikanske producer David Gest er fundet død på et hotel. (Foto: AP)

Den 62-årige amerikansk-fødte producer David Gest er blevet fundet død på et hotel i London. Han blev 62 år gammel.

Det bekræfter hans ven Imad Handi ifølge flere britiske medier, heriblandt BBC.

- Det er med stor sorg, at jeg kan bekræfte, at David Gest er afgået ved døden i dag, lød det i en erklæring fra vennen, som samtidig hylder sin nu afdøde ven.

- David var i særdeleshed større end livet. Han var ikke bare et kæmpe talent og en god ven, men et showbiz-ikon, lyder det fra Imad Handi.

Politiet i London bekræfter også dødsfaldet, som indtil videre beskrives som 'uforklarligt'.

- En obduktion vil blive afholdt inden længe. De pårørende er ved at blive underrettet, lyder det i en meddelelse fra politiet, som dog samtidig understreger, at der ikke er noget mistænkeligt ved dødsfaldet.

Produceren har i nyere tid mest været kendt for kortvarigt at have været gift med Hollywood-stjernen Liza Minnelli, som han nåede at være gift med i halvandet år fra 2002 til 2003.

David Gest sammen med Liza Minnelli i maj 2003 til hans 50 års fødselsdag, få måneder før parret blev skilt. (Foto: AP)
David Gest sammen med Liza Minnelli i maj 2003 til hans 50 års fødselsdag, få måneder før parret blev skilt. (Foto: AP)
 

Bedste venner med Jackson-brødrene
Inden han nåede så langt nåede han dog at tilbringe sine barndomsår sammen med Michael Jackson og hans brødre i Los Angeles, og han har tidligere fortalt, at han betragtede brødrene som sine bedste venner, da han var barn.

Gest har også siden indrømmet, at han to gange har fået foretaget plastikoperationer af den samme kirurg, som i 80'erne opererede Michael Jackson. Han har i nyere tid fortalt om Jacksons besættelse af plastikoperationer.

Se også: Jackson besat af skønhedsoperationer

David Gest har blandt andet produceret koncertfilmen 'Michael Jackson: 30th Anniversary Celebration: The Solo Years' på baggrund af to koncerter af den nu afdøde legende i 2001.

I de senere år har David Gest i især Storbritannien været kendt for sin deltagelse i flere realityprogrammer som eksempelvis den britiske udgave af 'Jeg er en celebrity - Få mig væk herfra!', hvor han blev landskendt for sin deltagelse.

Tidligere i år deltog han i kendis-udgaven af Big Brother, hvorfra han dog måtte udgå efter kun 13 dage af helbredsmæssige årsager.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere