Populær Youtube-stjerne død

Charlie Green Jr. - bedre kendt på Youtube som Angry Grandpa - er død, 67 år gammel

Man kan komme langt ved at være sur og smadre ting. Charlie Green gjorde det til en millionforretning. Foto: Youtube
Man kan komme langt ved at være sur og smadre ting. Charlie Green gjorde det til en millionforretning. Foto: Youtube

Den sure bedstefar, der på Youtube blandt andet er kendt for at smadre en Playstation 4, er død efter kort tids kamp mod kræft. Det skriver blandt andre The Independent, The Sun og Daily Mail.

Hans søn Michael Green bekræfter dødsfaldet på Twitter.

Charlie Green, der var et regulært internetfænomen med næsten 3,5 millioner følgere og svimlende 627 millioner visninger på Youtube, var en tidligere brandmand fra byen Charleston i South Carolina, der blev kendt og elsket for sine grovkornede, satiriske Youtube-videoer under sit kælenavn Angry Grandpa. I virkeligheden var hans fulde navn Charles Marvin Green Jr.

Og at dømme efter hans visningstal var brugerne vilde med ham.

Hans mest populære video, hvor han lader en Playstation og et glassofabord få 'kærligheden' at føle er blevet set flere end 30 millioner gange.

Mindevideoen, som hans søn lagde op for to dage siden, er allerede blevet afspillet flere end 4,2 millioner gange.

Den (u)hyggelige bedstefar blev hurtigt et regulært internetfænomen. Foto: Youtube
Den (u)hyggelige bedstefar blev hurtigt et regulært internetfænomen. Foto: Youtube
 

Udover sin hovedkanal på Youtube - The Angry Grandpa Show - havde han også en mere personlig og nedtonet Youtube-kanal med navnet Grandpa's Corner, hvor han delte ud af historier fra sit liv. Denne kanal har 764.000 følgere.

Sidste måned lagde Charlie Green Jr. et billede fra hospitalssengen på Twitter - naturligvis med en meget sur ledsagende billedtekst.

'Vil nogen være så venlig at fortælle døden, at den kan kysse min røv. Jeg er ikke klar endnu!!!!!', skrev den galgenhumoristiske bedstefar.

Desværre fik døden ikke beskeden - eller valgte i hvert fald at undlade at følge opfordringen.