Rapper bag megahit springer ud som homoseksuel: - Jeg troede det var åbenlyst

Rapperen Lil Nas X, som står bag det gigantiske hit 'Old Town Road', er sprunget ud som homoseksuel

Lil Nas X har ligget nummer et på singlehitlisten i USA i 13 uger med sangen 'Old Town Road'. Video: AP/Billboard

'Jeg troede, det var åbenlyst'.

Sådan skriver den 20-årige rapper Lil Nas X, efter han er sprunget ud som homoseksuel på det sociale medie Twitter.

Lil Nas X står blandt andet bag mega-hittet 'Old Town Road'.

I et andet opslag på Twitter skrev rapperen søndag, at man skulle lytte godt til teksten på sangen 'c7osure' fra hans nye album, før måneden var omme. Det er formodentlig en hentydning til, at juni er pride-måned i USA.

Meget få rappere har åbenlyst stået ved, at de er homoseksuelle, og hip-hop er da også traditionelt domineret af maskulinitet. Enkelte store navne er dog sprunget ud i de seneste år, heriblandt R&B-sangeren Frank Ocean.

Mega-hit
Lil Nas X har på kort tid gjort sig til et populært navn, og hans hit 'Old Town Road' har nu ligget nummer et på 'Billboad Hot 100 singles chart' i 13 uger.

Den er udkommet i forskellige versioner, hvor han blandt andet har lavet et remix med country-stjernen Billy Ray Cyrus, som er far til Miley Cyrus. Netop Miley Cyrus spillede på Glastonbury Festival i det sydlige England søndag, hvor Lil Nas X lavede en overraskende gæsteoptræden.

Lil Nas X sammen med country-sangeren Billy Ray Cyrus til BET Awards i Los Angeles. Foto: MONICA ALMEIDA / Ritzau Scanpix
Lil Nas X sammen med country-sangeren Billy Ray Cyrus til BET Awards i Los Angeles. Foto: MONICA ALMEIDA / Ritzau Scanpix
 

I skrivende stund er 'Old Town Road' sammenlagt blevet streamet mere end 780 millioner gange i forskellige versioner på Spotify.

Lil Nas X startede sin popularitet på det sociale medie 'Tik Tok', hvor hans sang gik viralt, da den blev brugt i forbindelse med forskellige memes og udfordringer på siden.

Hvorvidt sangen bør klassificeres som country, rap eller noget helt tredje, er et flittigt diskuteret emne.

37 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere