Sådan døde The Cranberries-forsanger

Der er ingen grund til at tro andet, end at forsangeren i The Cranberries døde i en ulykke, viser obduktion

Dolores O'Riordan var blandt andet kendt for sin unikke vokal, som du kan høre her. Video: AP

I januar blev forsangeren i bandet The Cranberries, Dolores O'Riordan, fundet død på et hotelbadeværelse i London.

Ifølge en obduktionsrapport, som er fremlagt torsdag, tyder alt på, at der er tale om en ulykke med store mængder alkohol.

Retsmediciner Shirley Radcliffe fortæller, at sangerinden druknede - bedøvet af en promille flere gange højere end den tilladte for at køre bil.

Da der ikke var noget selvmordsbrev eller tegn på selvskade, anser politiet det for alt overvejende sandsynligt, at der er tale om en ulykke.

Se også: Hitsanger pludseligt død - blev kun 46 år

I alt blev der fundet fem små flasker med forskellige former for alkohol samt en flaske champagne i badeværelset.

Obduktionen blev fremlagt sammen med vidneudsagn fra de betjente, der fandt sangerinden, torsdag ved en domstol i London.

Dolores O'Riordan blev fundet død 15. januar, 46 år gammel.

The Cranberries havde flere internationale hits i slutningen af 80'erne og i 90'erne.

Bandet fra den irske by Limerick er blandt andet kendt for nummeret 'Zombie'.

Se også: Sangerinde sexmisbrugt som barn

Forsangerens død kom efter flere år med historier om en hård baggrund. Forud for sin død havde O'Riordan lidt under psykiske problemer i flere år. Det fik i 2017 bandet til at forkorte en turné.

Dolores O'Riordan fortalte også til journalister, at hun som barn var blevet misbrugt seksuelt, samt at hun havde kæmpet med en depression.

I januar var hun dog i London for at indspille en ny plade, og der var også planlagt en ny turné. Hun havde kort før jul optrådt til en julefest på musikmagasinet Billboards.

Hun blev efter sin død hyldet af den irske premierminister, Leo Varadkar.

- For enhver, der voksede op i Irland i 1990'erne, var Dolores O'Riordan en stemme for en generation, sagde han dengang.

27 kommentarer
Vis kommentarer