Sådan husker stjernerne dræbt sangerinde

'The Voice'-mentorerne Adam Levine, Christina Aguilera og Blake Shelton mindes nu Christina Grimmie på de sociale medier

Christina Grimmie blev kun 22 år gammel (Foto: AP).
Christina Grimmie blev kun 22 år gammel (Foto: AP).

Den dræbte sangerinde Christina Grimmie var finalist i talentshowet 'The Voice' i 2014, og nu mindes flere af showets stjerner sangerinden, der kun blev 22 år gammel.

I 'The Voice' har hver deltager en mentor, der skal hjælpe personen med at udvikle sig mest muligt i programmet. Adam Levine, forsangeren i Maroon 5, var i dette tilfælde manden, der hjalp Christina Grimmie.

- Behati (Adam Levines kone, red.) og jeg er fuldstændig ødelagte og sønderknuste af Christina Grimmies tragiske død. Christina var et talent, man møder så sjældent. Hun blev taget fra os alt for tidligt. Det her er endnu en sanseløs handling inden for ekstrem vold. Jeg er efterladt forbløffet og forvirret over, hvordan sådanne ting kan forsætte med at ske i vores verden, fortæller Adam Levine til Us Weekly.

Christina Grimmie blev skudt, mens hun skrev autografer til de fremmødte fans, kort efter hun havde optrådt på The Plaza Live i byen Orlando. Hun døde senere af sine kvæstelser på et hospital i samme by.

Mens Adam Levine var Christina Grimmies mentor i den amerikanske udgave af 'The Voice', kæmpede han mod Christina Aguilera og country-sangeren Blake Shelton for at finde showets vinder. Også de to har udtrykt deres sorg på de sociale medier.

- Så ked af, at Christina Grimmie er død. Smukt medlem af The Voice-familien og en sand fighter. Mit hjerte går ud til hendes familie, venner og fans, skriver Christina Aguilera på Twitter.

- Jeg er forbløffet og væmmes og sønderknust over, at vi har mistet den her søde, lille pige. Beholder Grimmie-familien i mit hjerte og sind, skriver Blake Shelton på Twitter.

Skød sig selv

Gerningsmanden blev straks overfaldet af Christina Grimmies bror og kom i tumulten til at skyde sig selv. Nærmere undersøgelser viser nu, at morderen formentlig skød sig selv med vilje.

Politiet har endnu ikke oplyst motivet til mordet, men tidligere på dagen kom det frem, at der er tale om en 21-årig mand. Han beskrives af politiet som en mentalt forstyrret fan, der havde en speciel mission. Det fortæller politiet til det amerikanske underholdnings-site TMZ.

- Der er ingen umiddelbar forbindelse mellem morderen og Christina Grimmie. Han dukkede op til hendes koncert fredag aften med to pistoler med ladte magasiner og en stor jagtkniv. Der var ingen metal-detektorer i forbindelse med arrangementet, hvor Grimmie skrev autografer, siger politiet til TMZ.

'Jeg føler mig helt okay'

Kort tid, inden Christina Grimmie skulle give koncert i Orlando, nåede hun at sende to hilsner til sine fans.

- Solen er oppe, og jeg føler mig helt okay, skrev sangerinden på Instagram.

the sun is out and I'm feelin okayyyy @ToriKelly ⭐️ snapchat: grimmiesnap

En video slået op af Christina Grimmie (@therealgrimmie) den

Senere på dagen opfordrede hun sine fans til at komme til koncerten.

- Hej med jer. Vi er i Orlando i dag. Please kom til vores koncert, hvis du bor i Orlando i Florida eller i nærheden. Vi spiller på The Plaza Live, skrev hun på Twitter.

12 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!