Sælger lejligheden: Her er prisen

Den prisbelønnede skuespiller Tuva Novotny har sat sin lejlighed i København til salg. Men der skal millioner op af lommen, hvis den skal blive din

Tuva Novotny vandt i 2016 en Robert for sin rolle i 'Krigen'
Tuva Novotny vandt i 2016 en Robert for sin rolle i 'Krigen'

Den kendte skuespillerinde Tuva Novotny, der i 2016 vandt en Robert for sin rolle i 'Krigen', stammer fra vores naboland Sverige, men siden 2011 har hun ejet en lejlighed i danske hovedstad, København.

En 118 kvadratmeter stor herskabslejlighed som 'Midsommer'-skuespillerinden netop har sat til salg efter næsten ni år på adressen.

Det skriver boligsitet boliga.dk.

Ejerlejligheden - som ligger på en parallelgade til H. C. Andersens Boulevard i smørhullet mellem havneløbet og Tivoli - har fire værelser med klassiske detaljer som stuk og høje vægpaneler.

Hvis man vil sikre sig nøglerne til den centralt beliggende københavnerlejlighed, skal man finde 5.495.000 kroner, som er det Novotnys hjem er kommet på markedet for.

Dyrt ejerlejlighedsområde
Da skuespillerinden købte lejligheden i 2011 - samme år, hvor hun spillede hovedrollen i den danske spændingsfilm 'ID:A' - kostede den 3,3 millioner kroner, men siden da er priserne på det københavnske ejerlejlighedsmarked kun gået en vej; og det er op.

Det viser tal fra boliga.dk.

I dag koster en ejerlejlighed udbudt til salg i Københavns Kommune i gennemsnit 4,6 millioner kroner, hvilket er over en million mere end landsgennemsnittet.

Helt generelt koster de danske ejerlejligheder nemlig godt og vel 3,2 millioner kroner at erhverve sig i øjeblikket – hvilket er næsten en halv million kroner mere end for bare fem år siden.

Tuva Novotny har udover roller i nordiske film som 'Borg', 'Kongens Valg' og 'Sandheden om Mænd' en international filmkarriere - blandt andet med roller i blockbusters som 'Spis Bed Elsk' og gyserfilmen 'Udslettelse' sammen med Natalie Portman. 

Se Tuva Novotnys lejlighed her.

36 kommentarer
Vis kommentarer