Sidste Casablanca-stjerne er død

Den sidste skuespiller fra filmklassikeren Casablanca, Madeleine Lebeau, er i en alder af 92 år gået bort

I 1942 udkom filmhittet Casablanca, som øjeblikkeligt blev en kæmpe seersucces.

Selv om det i dag er hele 74 år siden, at den amerikanske filmklassiker ramte det hvide lærred for første gang, bliver den romantiske fortælling stadig rost for sit blændende manuskript, og skuespillerne modtager stadig hæder for deres medvirken.

Nu er den sidste skuespiller fra Casablanca imidlertid gået bort.

Der er tale om den franske skuespillerinde Madeleine Lebeau, som spillede hovedpersonen Rick Blaines ekskæreste Yvonne.

Madeleine Lebeaus stedsøn, filmskaberen Carlo Alberto Pinelli, fortæller til det amerikanske medie the Hollywood Reporter, at hans stedmor gik bort 1. maj i sit hjem i Spanien. Madeleine Lebeau blev 92 år.

Vive La France
Til trods for at Madeleine Lebeau ikke besad en hovedrolle i filmklassikeren, husker flere Casablanca-fans stadig hendes medvirken i den kendte scene, hvor hun med tårer i øjnene råber 'Vive La France' ved Rick Blaines café.

Filmen modtog tre Oscar-statuetter i 1944 og var nomineret til yderligere fem. Det var dog ikke kun filmen, der modtog stor anerkendelse.

Casablancas temasang 'As Time Goes By' var solidt plantet på de amerikanske hitlister over de mest populære sange i 21 uger.

41 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere