Simpsons dropper hvide stemmer til farvede figurer

Flere hvide skuespillere vil ikke længere lægge stemmer til sorte karakterer. Nu siger Simpsons også stop

The Simpsons' producere vil ikke længere lade hvide skuespillere lægge stemmer til sorte karakterer. Foto: AP
The Simpsons' producere vil ikke længere lade hvide skuespillere lægge stemmer til sorte karakterer. Foto: AP

Fredag meldte skuespiller Mike Henry ud, at han stopper med at lægge stemme til Cleveland Brown, der er en sort karakter i de animerede sitcom-serier 'Family Guy' og 'The Cleveland Show'.

Meldingen kom få dage efter, at de to kvindelige skuespillere Kristen Bell og Jenny Slate, der begge er hvide, meldte, at de ikke fremover vil lægge stemmer til sorte karakterer i serierne 'Big Mouth' på Netflix og 'Central Park' på Apple TV Plus.

'Sorte karakterer i et animeret show bør spilles af sorte mennesker', skrev Jenny Slate blandt andet på sin Instagram-profil, mens Kristen Bell sammen med skaberne af Central Park blandt andet skriver:

'Vi beklager dybt, at vi kan have bidraget til, at nogen har følt sig udelukket'.

Nu er turen så kommet til den populære animerede sitcom-serie The Simpsons. Det skriver NBC.

Showets producere annoncerede fredag, at showet 'ikke længere vil anvende hvide skuespillere til at lægge stemme til ikke-hvide karakterer'.

'The Simpsons' er tidligere blevet kritiseret for, at den indiske-amerikanske karakter Apu er en racistisk stereotyp. Hank Azaria, der er en hvid skuespiller, har tidligere i år annonceret, at han ikke længere vil agere stemme til Apu.

'The Simpsons'-producerne har ikke meldt klart ud, hvilke ændringer, der fremover vil blive foretaget - eksempelvis om karakteren Apu simpelthen vil blive udfaset fra sitcom-serien, eller om andre sorte karakterer, der spilles af hvide skuespiller, som eksempelvis Homer Simpsons kollega Carl, skal have nye stemmer.

205 kommentarer
Vis kommentarer