Skuespiller deler voldsomme coronasmerter

Skuespiller deler nu sin coronahistorie i håbet om, at folk tænker sig om

Lena Dunham deler sin coronahistorie, som har været præget af voldsomme smerter. Foto: AP/Richard Shotwell
Lena Dunham deler sin coronahistorie, som har været præget af voldsomme smerter. Foto: AP/Richard Shotwell

Lena Dunham, der er kendt fra tv-serien 'Girls', fortæller på sin Instagram-profil om, hvad hun har gået igennem, efter hun blev smittet med covid-19 i midten af marts.

Sygdommen startede med ømme led, og i starten kunne hun ikke adskille det fra sin diagnose Ehlers-Danlos' syndrom og bekymrede sig derfor ikke.

Men herefter tog smerterne til.

Hun følte sig udmattet, fik 39 grader i feber og det føltes mest af alt som om, at hendes krop gjorde oprør, forklarer hun.

'Nerverne i mine fødder brændte, og mine muskler ville ikke gøre deres arbejde. Mine hænder var følelsesløse. Jeg kunne ikke håndtere høje lyde. Jeg kunne ikke sove, men heller ikke vågne. Jeg mistede min smags- og lugtesans,' skriver skuespillerinden i opslaget.

Hun havde ligeledes åndedrætsbesvær, en voldsom hovedpine og røde udslæt på huden, og smertehelvedet varede i 21 dage, skriver hun.

Smerterne forsvandt ikke
Selvom den 34-årige skuespillerinde blev testet negativ for covid-19 efter en måned, stoppede smerterne ikke der.

'Jeg havde hævede hænder og fødder, en voksende migræne og træthed, der begrænsede hvert skridt, jeg tog. Som en kronisk syg person havde jeg aldrig haft det på den måde.'

I opslaget forklarer hun, at lægerne ikke ved nok om covid-19 til at give hende en forklaring på, hvorfor hendes krop reagerede, som den gjorde, og hvordan hendes fremtidige bedring vil være.

'Coronavirus dræber mennesker. Det ved vi. Men det vil også ændre de kroppe og oplevelser hos alle dem, der har været smittet, på måder, ingen kunne have forudsagt,' skriver hun.

Arkivfoto: Jordan Stauss/Invision/AP
Arkivfoto: Jordan Stauss/Invision/AP
 

Skal tages seriøst  
Der er derfor en helt særlig grund til, at skuespilleren står frem med sin historie. Nemlig for at gøre opmærksom på, at sygdommen ikke går over ligesom en omgang influenza, og at folk er nødt til at tage sygdommen seriøst.

- Efter at have set, hvor skødesløse mennesker i USA er med social afstand, mennesker der løber uden maske og fester på Instagram, føler jeg mig tvunget til at være ærlig om den påvirkning, sygdommen har haft på mig, skriver hun i opslaget.

Hun håber, at hun ved at dele sin personlige historie kan få folk til at åbne øjnene for, at man skal passe sig selv og hinanden for at undgå, at sygdommen spreder sig.

80 kommentarer
Vis kommentarer