Skuespiller døde efter coronakamp: Nu indsamler fans millioner

Folk verden over samler penge ind til Nick Corderos familie. Siden skuespillerens død har indsamlingen for alvor taget fart

Video/redigering: AP, Cover Video/Mikkel Cramon

Efter længere tids hård kamp for livet gav Nick Corderos krop søndag op. Skuespilleren, som for tre måneder siden blev smittet med coronavirus, døde i en alder af 41 år.

Nick Corderos kone, 38-årige Amanda Kloots, har i de seneste måneder holdt offentligheden orienteret om mandens tilstand og hans kamp for at blive rask.

Foto: Gregory Pace/Shutterstock Intl. kendte - 6. jul. 2020 - kl. 04:51 Kendt skuespiller død af corona

Fans verden over har fulgt med i opdateringerne, mens de også har samlet penge ind på GoFundMe for at støtte parret, som sammen er forældre til etårige Elvis.

Indsamlingen blev i første omgang startet i midten af april, hvor formålet var at hjælpe Amanda Kloots med at betale udgifterne til behandlingen af manden, men efter dødsfaldet er indsamlingen stukket af, og folk fortsætter med at støtte økonomisk i stor stil.

Da indsamlingen blev oprettet, var målet at skrabe 480.000 dollars - 3,2 millioner kroner - sammen. Det mål er for længst passeret, og beløbet stiger hastigt. I skrivende stund er det på 936.440 dollars - godt 6,2 millioner kroner

Takkede for støtten
Amanda Kloots har fulgt indsamlingen. 8. maj sendte hun en stor tak til de mange folk, der har samlet penge ind til familien, og hun skrev, at hun var blæst helt bagover af støtten.

'Jeg kan slet ikke tro på, at så mange der har doneret til os i en tid, hvor vi alle lider. Tak til Erin, Jacey og Aimee for at starte den op for os. At stå bag denne hjælp i en tid, hvor jeg slet ikke kan tænke på, hvordan jeg kommer igennem de næste ti minutter,' skrev hun som en kommentar til indsamlingen.

Se også: Kæmper for livet efter corona: Skal have nye lunger

Hun gentog den store tak for den mængde støtte og kærlighed, familien har modtaget, da hun på Instagram overbragte fansene den tragiske nyhed, at Nick Cordero var død. Her hyldede hun også selv manden.

'Jeg kan slet ikke forstå det, og det gør ondt overalt. Mit hjerte er knust, og jeg kan ikke forestille mig vores liv uden ham. Han var alles ven og elskede at lytte, hjælpe og især snakke. Han var en utrolig skuespiller og musiker. Han elskede sin familie, og han elskede at være en far og mand. Elvis og jeg vil savne ham i alt, hvad vi gør. Hver dag,' skrev Amanda Kloots.