Svensk skuespiller fundet død

Der var ingen tegn på, at den svenske skuespiller Svante Grundberg var syg

Vores kollegaer fra Sverige fortæller her om Svante Grundberg. Video: Aftonbladet

Den svenske skuespiller og tv-profil Svante Grundberg er død. Han blev 75 år.

Svante Grundbergs død skete pludseligt, og dødsårsagen er stadig uklar.

Han har blandt andet spillet med i 'Selskabsrejsen' fra 1980, der i lang tid havde succes i de danske biografer. I Sverige har filmhittet, der også går under titlen 'Der er svensk kaffe til grisefesten', kultstatus.

Dødsfaldet har hans bror Lars Abelin bekræftet til de svenske medier Aftonbladet og Expressen.

- Man er stadig lidt chokeret. Det er tydeligt, at han mangler. Ikke bare for familien, men for alle, der holdt af ham, sagde Lars Abelin søndag til Aftonbladet.

Svante Grundberg, som fik sin filmdebut i dramaet 'Frihetens murar' fra 1978, blev fundet død i sin egen lejlighed i løbet af weekenden.

Ingen tegn på sygdom
Mest kendt er den svenske skuespiller for sin rolle i tv-programmet 'Nattsudd', der blev sendt på SVT mellem 1985 og 1991, hvor han arbejdede sammen med sin ven og kollega Björn Wallde.

I programmet talte de to gamle venner om aktuelle begivenheder, mens der blev røget, drukket og set klip fra gamle musikvideoer.

Björn Vallde er selv meget chokeret over dødsfaldet.

- Der var ingen tegn på, at han var syg, så det kom meget pludseligt. Vi kendte hinanden godt, og vi havde det fantastisk sjovt sammen. Det føles så underligt. Frygteligt, fortæller Björn Wallde til Aftonbladet.

Svante Grundbergs karriere startede på de skrå brædder, hvor han både var instruktør og skuespiller på teatre i Stockholm i 1970'erne.

Siden da har han spillet med i en række svenske film, heriblandt komedierne 'Göta Kanal' fra 1981 og 'Gräsänklingar' fra 1980.

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere