Tom Wolfe er død

Tom Wolfes navn var knyttet til 'New Journalism', som han anvendte i beskrivelser af hippier og rumkapløb

Tom Wolfes navn var knyttet til "New Journalism", som han anvendte i beskrivelser af hippiebevægelsen og rumkapløbet (Video: AP)

Den amerikanske forfatter og journalist Tom Wolfe, der blandt andet skrev 'Mænd af den rette støbning' og 'Forfængelighedens Bål' er død, 87 år.

Det oplyser hans agent til nyhedsbureauet AP.

Wolfe døde på et hospital i New York efter at have været indlagt.

Tom Wolfes navn var knyttet til 'New Journalism', som han anvendte i beskrivelser af hippiebevægelsen og rumkapløbet.

Han opnåede større udbredelse og berømmelse med romaner om børsmæglere på Manhattan og om advokater i New York og om unge amerikanske universitetsstuderende og deres sexliv.

Hans skrivestil var præget af udråbstegn og selvopfundne ord samt ord i kursiv.

'Forfængelighedens Bål', der blev filmatiseret med filmstjernen Tom Hanks i hovedrollen, var en af de største bestsellere i 1980'erne.

Wolfe var kendt for sin evne til at udstille indbildskhed og havde et særligt blik for nye trends, sprog og begreber. Han blev både anerkendt som journalist, forfatter og satiriker.

- Hans prosastil er normalt som et barokt jagtgevær, men sommetider som en maskinpistol i rokoko som i hans artikel om Las Vegas, der indledes med ordet 'hernie' gentaget 57 gange, skrev Joseph Epstein om Wolfe i The New Republic.

Fra 1965 til 1981 fik Wolfe udgivet ni ikke-fiktive bøger. En af de mest kendte - 'The Electric Kool-Aid Acid Test' - handler om Wolfes rejser i Californien med forfatteren Ken Kesey og hans Merry Pranksters, da de prædikede om lsd.

'Mænd af den rette støbning' var en dybtgående reportage om den første amerikanske astronaut og rumprogrammet Mercury.

Bogen blev filmatiseret i 1983 med Sam Shepard, Dennis Quaid og Ed Harris. Den gjorde testpiloten Chuck Yeager til en kulturel helt.

Wolfe udsendte desuden en strøm af essays og artikler i førende magasiner. Han udbredte sig vidt og bredt om sin teori om litteratur, der gik ud på, at journalistik og ikke-fiktion havde udslettet romanens hovedrolle i den amerikanske litteratur.

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!