Tv-stjerne død: Blev kun 55 år

Skuespilleren Leah Bracknell tabte kampen mod kræften, bekræfter familien

Leah Bracknell blev kun 55 år. Her ses hun på et billede fra 2004 - kort før afslutningen på 'Emmerdale Farm'. Foto: Woman's Weekly/REX
Leah Bracknell blev kun 55 år. Her ses hun på et billede fra 2004 - kort før afslutningen på 'Emmerdale Farm'. Foto: Woman's Weekly/REX

Leah Bracknell kæmpede i tre år, efter at være blevet diagnosticeret med lungekræft, men kampen blev tabt til slut. Det bekræfter hendes manager i en udtalelse på vegne af familien.

Hun blev 55 år.

- Det er i den dybeste sorg, at Leah Bracknells familie kan bekræfte, at Leah gik bort i september. Tre år efter hun blev diagnosticeret med stadie 4-lungekræft, lyder det i udtalelsen, som talrige britiske medier har bragt.

Leah Bracknell var et stort navn i særligt Storbritannien, hvor hun i 16 år spillede rollen som Zoe Tate i 'Emmerdale Farm', og på Instagram vælter det ind med sidste hilsner til skuespillerinden. Familien takker offentligheden for støtten.

- De vil gerne takke alle for deres støtte og generøsitet, som var medvirkende til at forlænge hendes liv og øge kvaliteten af det over de seneste tre år. Leah fortsatte med at omfavne livet, og hun gik til sygdommen med et positivt sind, lyder det videre i udtalelsen.

Selvom hun primært var kendt for sin rolle i 'Emmerdale Farm', opnåede hun også at få roller i serier som 'En sag for Frost' og på teatret. Derudover underviste hun i yoga og gjorde sig som shaman.

- Leah havde en energi og entusiasme for livet, et venligtsindet hjerte og meget kærlighed at give til dem omkring hende. Hendes familie beder om, at privatlivets fred respekteres i denne meget triste stund, sluttes udtalelsen af.