Undskylder og trækker sig fra rolle som transkønnet

Halle Berry undskylder for, at hun var interesseret i rollen som en transseksuel mand

Halle Berry kom i modvind, efter hun blandt andet beskrev en transkønnet mand som kvinde. Foto: Richard Shotwell/Ritzau Scanpix
Halle Berry kom i modvind, efter hun blandt andet beskrev en transkønnet mand som kvinde. Foto: Richard Shotwell/Ritzau Scanpix

Halle Berry vil ikke længere være i betragtning til rollen som en transmand i en kommende film.

Den 53-årige stjerne var ellers glad, da hun fredag fortalte sine følgere på Instagram, at hun var i fuld gang med at forberede sig til rollen, som hun dog endnu ikke officielt havde fået.

- Det er en rolle, hvor kvinden er en trans-karakter, så hun er en kvinde, der bliver til en mand. Hun er en karakter i et projekt, som jeg vil elske at lave, sagde hun ifølge Variety og tilføjede, at hun gerne ville dykke ned i 'den verden' med henvisninger til trans-miljøet.

Efterfølgende fik hun ifølge mediet stor kritik på de sociale medier, fordi hun flere gange beskrev personen som 'kvinde', og fordi ciskønnede ikke bør spille roller som transkønnede.

Se også: - Hold fucking kæft

Blandt kritikerne var folkene bag Netflix-dokumentaren 'Disclosure', som giver et indblik i Hollywoods skildring af transkønnede.

'Hej Halle Berry. Vi har hørt, at du overvejer at spille en transmand i dit næste projekt. Vi beder dig om, at du venligst skal se 'Disclosure' på Netflix først, så du kan forstå, hvordan ciskønnede skuespillere som dig i transroller har kæmpe kulturelle konsekvenser væk fra skærmene,' lød det på Twitter.

Natten til tirsdag dansk tid fik de mange kritikere så deres vilje. Halle Berry gik på Twitter og undskyldte, at hun i første omgang havde overvejet rollen.

'I løbet af weekenden fik jeg mulighed for at diskutere mine overvejelser omkring en kommende rolle som transkønnet mand, og jeg vil gerne undskylde for de bemærkninger. Som en ciskønnet kvinde forstår jeg nu, at jeg aldrig skulle have overvejet denne rolle, og at trans-miljøet uden tvivl skal have mulighed for at fortælle deres egne historier,' skrev hun.

Hun tilføjer, at hun er taknemmelig for de mange kommentarer, der har gjort hende klogere, og nu vil hun lære af sin fejl.

Se også: Simpsons dropper hvide stemmer til farvede figurer

Folkene bag 'Disclosure' - og en række andre Twitter-brugere - takkede efterfølgende Halle Berry, fordi hun trak sig fra rollen, men det var langtfra alle, der var enige i, at skuespilleren havde grund til at undskylde.

'Skuespillere kan portrættere forskellige roller og karakterer. Det er hele essensen af skuespil. Det samme gælder for transkønnede, der også kan spille forskellige roller. Hvorfor undskylder du for at overveje det? Hvorfor er det det, som politisk korrekthed-politiet siger, der er det korrekte,' skrev en Twitter-bruger blandt andet.

53-årige Halle Berry har en lang karriere bag sig som model og skuespiller. Hun har blandt andet vundet en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle i filmen 'Monster's Ball', som hun blandt andet også var nomineret til en BAFTA og en Golden Globe for.

246 kommentarer
Vis kommentarer