Verdensstjerne i shitstorm over 'krænkende' reklame

Videoen blev fjernet fra sociale medier efter få timer. Se den herunder

Se Dior-reklamen, der blev trukket tilbage efter få timer, her.

Johnny Depp og modehuset Dior er havnet i lidt af en shitstorm over en reklamevideo, der anklages for at være krænkende og racistisk, skriver blandt andet Washington Post og Daily Mail.

I videoen ses Johnny Depp i en ørken, hvor han spiller guitar iført en poncho. Udover Depp optræder flere skuespillere iført traditionelle, indianske dragter.

Dior oplyser på sociale medier, at man har fået hjælp fra konsulenter med indiansk baggrund, angiveligt med henblik på at producere en autentisk og ikke-krænkende video.

Den indsats har været stort set forgæves, for i massevis af tweets kritiseres reklamen for at være kulturelt approprierende og krænkende overfor Amerikas oprindelige folkeslag.

At videoen samtidig reklamerer for en parfume med det franske navn 'Sauvage', der kan oversættes til 'vild' eller 'barbarisk', har ikke ligefrem dæmpet de kritiske røster.

 

Videoen blev delt på Diors sociale medier fredag, men blev slettet igen efter få timer. Ligeledes blev opslaget om konsulenthjælp fjernet, men derudover har Dior ikke svaret på kritikken.

155 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere