Viser gigantisk ring frem

Demi Lovato deler nu, at hun er blevet forlovet med sin kæreste

Demi Lovato er nu en kæmpe ring rigere. Foto: AP
Demi Lovato er nu en kæmpe ring rigere. Foto: AP

Det er en meget glad sanger og skuespiller, der torsdag deler på sin Instagram, at hun nu er forlovet.

Demi Lovato har på det sociale medie delt en række billeder, der viser frieriet fra skuespiller Max Ehrich. 

Til billederne skriver den meget lykkelige stjerne, at hun nu endelig er nogens officielle partner.

'Da jeg var lille, kaldte min far mig sin 'lille partner', måske lyder det underligt uden hans cowboystemme, men for mig gav det perfekt mening. I dag er det et ord, der igen giver mening. Jeg skal officielt være en andens partner', starter hun opslaget, der viser parret sammen og den meget store diamantring, som hun har modtaget.

'Jeg vidste, jeg elskede dig, da jeg mødte dig. Jeg kan ikke beskrive det til nogen, der ikke har prøvet det, men det har du heldigvis. Jeg har aldrig følt mig så elsket. Du presser mig aldrig, og du får mig til at ville være den bedste version af mig selv. Jeg er stolt over at kunne acceptere dit frieri', lyder det.

Parrets forhold blev bekræftet tilbage i maj, hvor de to delte et billede, hvor de kyssede.

Demi Lovato har ellers ikke haft det nemt de sidste par år, hvor hun har kæmpet med afhængighed af stoffer og spiseforstyrrelse.

I 2018 måtte Demi Lovato indlægges efter en overdosis, hun klarede dog at komme ud på den anden side og takkede specielt Justin Bieber for at inspirere hende til at komme ud af problemerne.

37 kommentarer
Vis kommentarer