Weinstein-advokat kalder anklage for 'absurd'

Harvey Weinstein havde årelang affære med kvinde, han er sigtet for at voldtage, påstår hans forsvarsadvokat

Hollywood-producer Harvey Weinstein havde i en periode på ti år et frivilligt og gensidigt forhold til den kvinde, som han nu er sigtet for at have voldtaget.

Det hævder Weinsteins advokat Ben Brafman på et pressemøde i New York tirsdag.

- Dette er en usædvanlig sag, hvor det eneste offer, som Weinstein er anklaget for at have voldtaget, er en person, som han har haft et ti år langt, gensidigt seksuelt forhold til – både før og efter den påståede hændelse, siger Brafman, der kalder anklagerne for 'absurde'.

Harvey Weinsteins advokat Ben Brafman. Foto: AP
Harvey Weinsteins advokat Ben Brafman. Foto: AP

Harvey Weinstein meldte sig fredag til politiet i New York, hvor han blev sigtet for voldtægt i 2013 og for et seksuelt overgreb på en anden kvinde i 2004.

Weinstein blev løsladt mod en kaution på en million dollar, men han blev sendt hjem med en elektronisk fodlænke.

Angelina Jolie stod frem
Filmproduceren blev verdenskendt, da amerikanske medier i 2017 skrev, at en lang række kvinder - heriblandt kendte skuespillerinder - anklagede ham for seksuelle overgreb.

Det udløste en bølge af anklager mod filmmanden, blandt andet fra Gwyneth Paltrow og Angelina Jolie.

Weinstein blev sendt hjem med en elektronisk fodlænke. Foto: AP
Weinstein blev sendt hjem med en elektronisk fodlænke. Foto: AP
 

Samlet har mere end 70 kvinder anklaget ham for forskellige former for overgreb og upassende opførsel. Sagerne fra New York er blandt de mere alvorlige.

Anklagerne mod Weinstein blev startskuddet på hashtagget #metoo, hvor kvinder stod frem på sociale medier og fortalte om krænkelser og overgreb.

Weinstein, der nægter at have tvunget kvinder til sex, blev senere fyret fra sit eget produktionsselskab, skriver Associated Press.

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!