'X Factor'-deltager dømt for 13 brutale voldtægter

Phillip Blackwell har fået 17 livstidsdomme for at have begået en lang række seksuelle overgreb mod kvinder

Phillip Blackwell blev et kendt ansigt i England på grund af sin deltagelse i 'X Factor'. Arkivfoto: SWNS/Ritzau Scanpix
Phillip Blackwell blev et kendt ansigt i England på grund af sin deltagelse i 'X Factor'. Arkivfoto: SWNS/Ritzau Scanpix

Den 55-årige Phillip Blackwell, der deltog i den britiske udgave af 'X Factor' i 2008, blev tirsdag idømt 17 livstidsdomme for at have begået en lang række seksuelle overgreb mod et stort antal kvinder.

Det skriver flere medier, heriblandt Mirror.

I forbindelse med domsafsigelsen blev Blackwell af dommeren beskrevet som den mest farlige seksualforbryder, dommeren nogensinde havde haft med at gøre i sin 35 år lange karriere.

Philip Blackwell har tidligere erklæret sig skyldig i 31 seksuelle overgreb, herunder 13 fuldbyrdede voldtægter. I flere af tilfældene overfaldt han kvinderne bagfra, overmandede dem og voldtog dem. Flere af overgrebene blev filmet af Blackwell.

- Han fandt unge kvinder, der var klædt på en bestemt måde, som han fandt attraktivt. Så fulgte han efter dem i sin bil, indtil de kom til et sted, hvor han kunne udføre overgrebet. Det var koldt og kalkuleret, har anklageren tidligere forklaret i forbindelse med sagen.

Se også: 'X Factor'-deltager indrømmer 13 voldtægter

De seksuelle overgreb blev begået i Nuneaton, Warks og Birmingham i slutningen af 1990'erne samt i Cornwall i perioden fra 2005 til 2019 og dermed både før og efter Blackwells deltagelse i 'X Factor' i 2008.

- Blackwell har foretaget seksuelle overgreb i en meget stor skala. Det er helt klart, at han er et farligt og manipulerende seksuelt rovdyr. Han har påført stor skade og ulykke til sine ofre udelukkende for at tilfredsstille sit eget seksuelle begær. Han er en meget farlig mand for kvinder, har politiinspektør Caroline Corfield tidligere udtalt om sagen.

Philip Blackwell har sammenlag begået 13 voldtægter og 18 andre seksuelle overgreb. Arkivfoto: SWNS/Ritzau Scanpix
Philip Blackwell har sammenlag begået 13 voldtægter og 18 andre seksuelle overgreb. Arkivfoto: SWNS/Ritzau Scanpix

Sang sidste tone i 30 sekunder
Da Phillip Blackwell for 12 år siden i 2008 deltog i 'X Factor', havde han allerede begået adskillige seksuelle overgreb. Det havde 'X Factor'-produktionen dog intet kendskab til.

Den dengang 43-årige deltager fik masser af opmærksomhed og blev kortvarigt et kendt ansigt i England på grund af sin mærkværdige audition. Phillip Blackwell sang nemlig en besynderlig version af bandet Spandau Ballets nummer 'Gold', hvor han holdt den afsluttende tone i sangen i hele 30 sekunder.

Se også: X Factor-deltager sigtet for tre voldtægter

Det skabte overskrifter i medierne. De tre dommere Simon Cowell, Cheryl Cole og Louis Walsh var dog på ingen måde begejstrede for Phillip Blackwells bizarre nummer. Han blev derfor stemt ud med det samme.