Hidtil har Apple rådet iPhone-brugerne til at rengøre deres produkt med vand på en hårdt opvredet blød klud, men coronavirus har fået elektronikgiganten til at skifte kurs, skriver MereMobil.dk. Det sker, selvom virus faktisk ikke overlever ret længe på din telefon.
Apple tillader derfor nu, helt officielt, rengøring af iPhone, iPad, iPod, Mac, skærme og andet tilbehør med desinficeringsservietter.
Men inden du kaster dig over den første og bedste rengøringsserviet, eller andre midler til desinficering, skal du være opmærksom på en meget vigtig ting.
Nej til blegemidler
Desinficeringsservietterne skal nemlig være baseret på maksimalt 70 procent isopropylalkohol.
Servietterne kan bruges på telefonen, eller de andre produkters skærme og hårde (ikke porøse) overflader, skriver Apple. Produktet, der anvendes, må bare ikke indeholde blegemiddel.
Desuden må der ikke tilføres fugt i åbningerne. Overflader af læder anbefaler Apple heller ikke, at man rengør med desinficeringsservietterne.
Passer på skærmen
Hidtil har Apple ikke anbefalet andet end en fugtig klud til rengøring. Årsagen er skærmens oleophobic coating, der skal forhindre snavs og fedtfingre i at sætte sig fast.
Desuden holder det også skærmen flot i længere tid, hvis coatingen bevares.
Sprit- og alkoholbaserede servietter samt håndsprit kan i nogle tilfælde ødelægge denne såkaldte oleophobic coating eller give skærmen et mælkehvidt skær. Derfor skal du altså være meget påpasselig med, hvilket produkt du vælger til rengøringen.
Artiklen er lavet i samarbejde med MereMobil.dk
Pas på brillerens
Mange tyr for eksempel til brillerens, når smartphoneskærmen skal rengøres. Men hvis det er desinficering, du ønsker, så er disse ikke anvendelige.
- Generelt er brillerens og vores skærmrens-servietter udviklet til rengøring ikke desinficering. Hvis man fejlagtigt tror, at brillerens-servietter kan bruges til desinficering, tager man fejl.
- Vores brillerens er udelukkende produceret til rengøring, fortæller Hans Rasmussen, direktør i Sterling Polish Company A/S til MereMobil.dk.
Sterling sælger omkring 20 millioner servietter om året til rengøring af briller.
Du kan få flere gode råd om rengøring af mobiltelefoner her.