Så er det nu.
I hvert fald hvis du skal have en ny iPad eller billige høretelefoner.
For i dag er det butikkernes yndlingshøjtid: Black friday, hvor du får kastet det ene tilbud i nakken efter det andet.
Og igen i år var interessen for black friday til at mærke på hos prissammenligningssiden Pricerunner, der oplevede en storm af tusindvis af danskere i nat.
Trafikken af folk, som var inde for at tjekke priserne, steg nemlig med intet mindre end 100 procent klokken 00.01, hvis man sammenligner med bare 15 minutter tidligere.
Det er omkring 400 procent flere mennesker end på en normal fredag, og nogenlunde det samme som sidste år.
De mange søgninger overrasker Katrine Barslev, der er Forbrugeranalytiker hos Pricerunner og som har fulgt udviklingen tæt.
- Den store interesse i nat var lidt uventet, for black friday startede for flere dage siden med gode tilbud. Men mange butikker har gemt de rigtigt gode køtilbud til i dag, og det er tydeligt, at mange danskere utroligt gerne vil spare lidt ekstra. De har ventet længe på dette udsalg, forklarer hun.