'Du er blevet udvalgt! Velkommen til det nye Bing', havde de fleste af os nok ikke regnet med at læse i 2023.
Alligevel er Microsofts søgemaskine Bing stormet frem med deres nye AI-søgemaskine, der skal konkurrere med Google i at finde frem til nettets bedste svar.
Og det går rigtig godt.
For mens Bing måske tidligere har været en stående joke og altid har stået i skyggen af mægtige Google, strømmer flere og flere folk pludselig til søgetjenesten.
Det skyldes primært den nye funktion, der hedder Bing Chat, som har sørget for, at Bing for første gang nogensinde har mere end 100 millioner aktive daglige brugere.
- Med til festen
Ifølge Microsoft bruger mere end en tredjedel af brugerne Bing Chat dagligt, og der er allerede blevet foretaget mere end 45 millioner chats på de små tre uger, funktionen har været tilgængelig.
Selvom Bing stadig er flere milliarder daglige søgninger efter Google, der tæller omkring 8,5 milliarder om dagen, er det et skridt i den rigtige retning, fortæller Microsoft-visepræsident Yusef Mehdi i et blogindlæg.
'Vi er godt klar over, at vi stadig er en lille spiller på markedet, men det føles alligevel godt at være med til festen', skriver han.
Gymnasielærernes formand kalder AI'en 'for primitiv' da den 'ikke skriver som et menneske'. Men et eksperiment, som Ekstra Bladet har foretaget, afslører, at gymnasielærere ikke kan fange en AI-skrevet opgave. Se hvordan det går, når engelsklærer skal rette en analyse af en Greta Thunberg-tale