Fra billeder malet på glas til stumfilm til talefilm til farvefilm til storslåede biografoplevelser og senere hjemmeunderholdning. Filmens historie spænder et århundrede eller to, afhængigt af hvornår man anerkender, at filmmediet havde sin spæde start.
Evolutionen indenfor filmteknik – og filmgenrer – er blevet båret frem af teknologiske landvindinger.
Relevant i forhold til artiklens emne er særligt perioden fra midten af 1900-tallet og frem, hvor man i stor stil optog på analog film, deraf betegnelsen 'film' om en spillefilm.
Mange af de film, som vi kender og elsker, er blevet optaget – og fremvist i biografer – på analoge 35mm filmruller, og sjældnere på det bedre men også mere krævende analoge 70mm format.
Læs også: HDR i biografen kan kræve opgør med traditioner
Først i nyere tid er filmbranchen begyndt at optage digitalt med kameraer som Arri Alexa, Sony og RED.
Groft skitseret: Optager man digitalt, så ligger opløsningen og billeddynamikken fast. Optager man analogt så ligger opløsningen og dynamikken ikke (helt så) fast.
Såfremt det originale celluloid-materiale fra en årtier gammel film er arkiveret – og arkiveret under ideelle forhold (fravær af sollys, temperaturstyret mv.) – så kan man sætte det tilbage i en filmscanner, og scanne det ved højere opløsning, typisk 4K for 35mm film og højere opløsning for 70mm film.
Det gøres med en filmscanner, som den der ses nedenfor.
En anden faktor ift. den effektive opløsning er 'film grain', altså filmkorn. Det har du formentlig set i mange ældre film, og dele af Hollywood mener, at det er en del af filmkunsten og 'looket', hvorfor det skal bevares. Hvor meget filmkorn, der er i en film, afhænger af kameraet, scanningsprocessen og andre faktorer.
Filmkorn kan fjernes digitalt som del af en restaurering, men det vil typisk sænke den effektive opløsning i videoen. En anden faktor er digitale special effects, som typisk ikke kan genskabes i højere opløsning.
En nemmere metode, hvorpå en gammel – eller ny – film kan genudgives i 4K, er at opskalere den fra HD-opløsning i studiet, ligesom en TV-skærm kan. Det er her '4K DI' og '2K DI' kommer ind i billedet, eller hvad der til tider kaldes 'real 4K' og 'fake 4K', altså ægte og falsk 4K.
Skabes filmen i studiet via en 2K DI-proces, så vil den være at betegne som 'falsk 4K', da den blot opskaleres fra 2K (HD) til 4K i sidste skridt før udgivelse.
Læs også: Mindre end hver fjerde biograf viser film i 4K
At en film udgives i IMAX, Dolby Cinema, Dolby Vision eller noget fjerde garanterer ikke, at opløsningen er høj. Det garanterer heller ikke, at filmen er optaget på særlige kameraer, om end det sagtens kan være tilfældet.
Det er i stedet DI-processen, som du skal fokusere på for at afgøre opløsningen.
Der er naturligvis andre faktorer, som spiller en rolle i forhold til den endelige billedkvalitet, men ovenstående er et godt skridt på vejen til at forstå, hvorfor gamle film kan genudgives i højere videokvalitet, og hvorfor det i stor stil sker i dag på streamingtjenester og UHD Blu-ray.
Vil du lære mere om emnet så læs denne mere dybdegående artikel på Flatpanels.dk.
Vil du se, hvilke film, der er genudgivet i 4K og/eller HDR, og om de har '4K DI' eller '2K DI', besøg da 4K-filmdatabasen.
Er du nået til vejs ende af din liste over tv-serier, man bare skal se? Frygt ej, her er det nye års bedste af slagsen.
