Det er bestemt ikke penge, MrBeast mangler.
Tværtimod kaster verdens største youtuber om sig med flere millioner kroner om året.
De mange gryn går blandt andet til folk, han møder tilfældigt på gaden, og til de mange absurde stunts, han udfører på sin youtubekanal, hvor mere end 95 millioner mennesker følger med.
Nu har han så kastet sig over det hyperpopulære spil 'Fortnite'.
Det sker i et af de største kendissamarbejder i spillet nogensinde – som ellers tidligere har allieret sig med superstjerner som Travis Scott og Ariana Grande.
Artiklen fortsætter under billedet...
Ud over at man kan købe forskelligt indhold til spillet i MrBeast-tema, som særlige kostumer og temafarver, er der også en absurd pengepræmie på højkant.
For 'Fortnite'-spillere får nu også mulighed for at vinde en million dollars, der svarer til lidt over syv millioner danske kroner.
Det skriver spilselskabet Epic Games på sin hjemmeside.
Et godt PR-stunt
Ifølge Thomas Bense, der er spilekspert og stifter af mediet Pixel.tv, har vi aldrig nogensinde oplevet et lignede koncept før i et spil.
- Det er ikke set før, at folk, som ikke er professionelle, kan gå ind og dyste om så store beløb, fortæller han og uddyber:
- Selvom chancen for at vinder selvfølgelig er ekstremt lille, fordi de har så mange spillere.
Den garvede gamer er dog slet ikke overrasket over samarbejdet mellem MrBeast og Fortnite.
- Det er bare endnu et godt PR-stunt af Fortnite, som rammer lige ned i målgruppen og måske endda også tiltrækker nye spillere, siger han.
Ingen tyrkere eller russere
Men inden du siger dit arbejde op og dykker ned i Fortnitehullet, skal du nok lige læse det med småt.
For ikke alle kan deltage i konkurrencen.
Epic Games har nemlig oplistet en lang række krav, som skal opfyldes, før man kan deltage.
Man skal blandt andet have en to-faktor-godkendelse, have en bruger på level 15 eller højere og ikke være bosat i Tyrkiet eller Rusland.
Konkurrencen starter 17. december klokken 12.00.