Det kan være svært at se, hvad man skal med Apples iPhone SE, som kommer på markedet i dag.
Navnet er det samme, den er fire gram lettere end sin forgænger fra 2020, hvilket næppe får Post Nord til at levere den hurtigere, og så bruger den samme karosseri som en iPhone 8 fra 2017.
Introduktionsprisen er overraskende hævet fra 3699 kr. i 2020 til 3999 kr. i 2022 midt i en rekordhøj inflationstid.
Luksusvare
Det er den billigste i Apples nyeste smartphone-sortiment, og dermed cementerer iPhone SE sig som en luksusvare sammenlignet med langt billigere konkurrenter.
Farverne er det tætteste, man kommer på fornyelse på det ydre: 'Sort' er blevet til 'Midnat', og 'Hvid' er blevet til 'Stjerneskær'. Din mor og far vil stadig kalde dem sort og hvid.
Vi skal ind under det snart fem år gamle ydre design for at finde de rigtige opgraderinger.
Krævende spil som 'Genshin Impact' kører lige så ubesværet på iPhone SE, som en motorsav kører gennem smør, og billeder taget med 12-megapixelkameraet er både værd at dele og gemme.
Billeder taget med iPhone SE (3. generation)
Trang skærmplads
Opgraderingerne på tværs af telefonens funktioner er øjeblikkeligt mærkbare, hvis man kommer fra en ældre model, men der er stadig ikke mere end 4,7 tommer skærmplads at imponere dig på.
Der må være et særligt publikum for hjemmeknappen, som efterlader tomme sorte bjælker i top og bund og får skærmpladsen til at føles trang. Det er nu den eneste iPhone med hjemmeknap i sortimentet.
Apple præsenterede den nye iPhone SE som en opgradering til dem med en iPhone 6, 7 og 8 og for helt nye brugere. Over halvdelen af danskerne skifter mobiltelefon hvert andet år, så med iPhone SE går tech-giganten målrettet efter pengepungen hos dem, som helst ikke skifter.
Antikvarisk design
A15 Bionic-chippen sikrer software-opgraderinger de næste fem til seks år, men i 2027 er designet ti år gammelt. Mobilen vil ligne en antikvitet.
Ville du købe et billedrørsfjernsyn med QLED? En Trabant med motoren fra en Tesla? Dom Perignon i papkarton? Eller vil du helst ikke have en ny mobiltelefon?
Kan du svare ja, så er iPhone SE den rigtige model for dig.
SE står for Special Edition, men det er misvisende. Den er ikke noget specielt, men det håber Apple, at nogen vil betale for.