I et desperate forsøg på at vende skuden, har Elon Musk nu allieret sig med en mand, som han tidligere har gjort grin med.
Det lyder umiddelbart ikke som den bedste forretningsmodel, men i det her tilfælde kan det måske vise sig at blive en succes.
For manden er ingen ringere end den amerikanske super-hacker George Hotz.
Han er bedst kendt for at have brudt ind i låste iPhones og hacke Sonys PlayStation 3 med et stort retsligt efterspil som konsekvens.
Elon Musk har nu hyret ham som praktikant til at ordne Twitters søgefunktion – og han har blot tre måneder til at gøre det.
Det skriver mediet Techcrunch.
George Hotz er dog også glad for at være i gang hos Twitter, som han sjovt nok skriver om på Twitter.
Artiklen fortsætter efter tweetet ...
Roste fyringer
Det er ikke første gang, at Elon Musk forsøger at få George Hotz i sin fold.
I starten af 2010’erne prøvede han nemlig at hive hackeren ind til Tesla, men uenigheder om løn betød, at de ikke kunne blive enige om en aftale.
I stedet stiftede George Hotz Comma.ai, der er en direkte konkurrent til Teslas autopilot-system, som kan bruge i andre biler.
Dengang sagde Musk, at de hos Tesla mente, at 'det var ekstremt usandsynligt, at en enkeltperson eller lille virksomhed ville være i stand til at producere et tilsvarende køresystem'.
Men det lader altså nu til, at han har større tiltro til hackerens evner.
Folk har mere eller mindre kunnet følge med i jobforhandlingerne, da de to har skrevet frem og tilbage på Twitter.
De startede, da George Hotz - som en af de eneste - roste Elon Musk for at ville fyre alle, som ikke ville arbejde ’hardcore’ på Twitter .
I den forbindelse skrev George Hotz, at han da selv ville sætte pris på at knokle under det arbejdspres, så længe han fik kost og logi, som det ses i Twitter-opslaget nedenfor.