En tidligere ansat hos det amerikanske it-firma Hewlett-Packard har erkendt sig skyldig i tyveri for, hvad der svarer til over 30 millioner danske kroner. Det skriver amerikanske NBC.
Shelbee Szeto var ansat som ledende assistent i firmaets hovedkontor i Palo Alto i Californien og havde ansvar for forretningsudgifter. Her havde hun adgang til firmaets kreditkort.
I april 2018 begyndte den 30-årige kvinde ifølge anklagerne dog også at betale falske fakturaer med firmaets kreditkort - fakturaer som hun selv havde oprettet.
De mange falske betalinger, der typisk lå mellem, hvad der svarer til 200.000 og 300.000 kroner, endte via betalingstjenester som Paypal på hendes bankkonto og blev derefter brugt på luksusbiler, smykker og ure.
Fra svindlen begyndte i 2018 og frem til 2020 narrede hun omkring fem millioner dollars fra det amerikanske it-firma, som blandt andet blev brugt på en Tesla sedan, en Porsche SUV, Rolex-ure samt punge, øreringe og mindst 100 tasker fra luksusmærker som Cartier, Gucci, Burberry, Hermès, Dior og Bulgari.
Det fremgår af en fem sider lang liste i anklageskriftet.
Der falder dom over den 30-årige kvinde i juli. Hun risikerer ti års fængsel og en bøde på 250.000 dollars for hvidvaskning.