Sædet i oprejst position. Spænd sikkerhedsbæltet. Sæt telefonen på ’fly-mode’.
Det har i mange år været de vigtigste huskeregler, når man eksempelvis har skullet flyve med hele den pukkelryggede familie til Gran Canaria.
Men snart kan den procedure være fortid.
I hvert fald den del, der handler om telefonen.
For EU-Kommission har netop besluttet, at flyselskaber nu må have 5G-teknologi ombord på fly sammen med langsommere mobildata.
Selvom det stadig ikke er fuldstændig besluttet, hvordan de nye regler skal implementeres, betyder det, at man i fremtiden ikke er nødt til at sætte sin telefon på ’fly-mode’, og at man rent faktisk stadig kan bruge sin telefon til opkald og direkte streaming på farten.
Thierry Breton, der er EU-kommissær for det indre marked, fortæller, at det blandt andet vil ’hjælpe europæiske virksomheder med at vokse’.
’Himlen kommer ikke længere til at begrænse os i forhold til mulighederne for at få superhurtig højkapacitetsforbindelser', siger han.
Skæringsdatoen, for hvornår den nye EU-regel skal træde i kraft, er 30. juni 2023.