Studie: Gaming gør børn mere intelligente

Men det er ikke til at bevise, at det er computerspillene, der er årsagen til den øgede intelligens, indvender dansk forsker

Studiet viste, at de 16 procent mest computerspillende børn efter de to år scorede 2,5 IQ-point højere i intelligenstesten end gennemsnittet relativt til deres første test. Modelfoto: Shutterstock
Studiet viste, at de 16 procent mest computerspillende børn efter de to år scorede 2,5 IQ-point højere i intelligenstesten end gennemsnittet relativt til deres første test. Modelfoto: Shutterstock
Følg Teknologi

Netflix. iPads. Minecraft. Fortnite. YouTube.

For de fleste børn og unge i dag er det digitale skærmliv lige så stor en selvfølge som at sparke til en fodbold og lege dåseskjul.

Men gør stigende skærmbrug skade eller gavn? Påvirkningerne af digitale medier er stærkt debatteret.

Nu bidrager ny forskning med en positiv fortælling for de skærmglade unge ifølge Videnskab.dk.

I et studie fra Karolinska Institutet i Sverige har forskere undersøgt sammenhængen mellem udviklingen af intelligens og skærmbrug hos børn.

Forskerne konkluderer i studiet, der netop er udgivet i tidsskriftet Scientific Reports, at de børn, der brugte mest tid på at spille computerspil, blev mere intelligente sammenlignet med deres jævnaldrende.

Men som du kan læse senere i denne artikel, understreger en anden forsker, at det ikke er sikkert, at det er computerspillene, der gjorde børnene mere intelligente.

I studiet indgik 5.169 amerikanske børn i alderen 9-10 år, der alle blev bedt om at lave en række intelligenstests.

I en efterfølgende periode på to år skulle børnene notere deres skærmbrug, og herefter blev de testet igen. På den måde kunne forskerne vurdere børnenes kognitive udvikling sammenlignet med deres skærmbrug.

Forskerne kontrollerede for genetiske forskelle (ved brug af tidligere forskning, der har kortlagt gener, der er forbundet med intelligens), samt forældrenes uddannelsesmæssige baggrund og socioøkonomiske status, hvilket har vist sig at have en effekt på børns udvikling.

- Vi fandt ud af, at gaming havde en positiv indvirkning på intelligens, fortæller Torkel Klingberg, der professor i kognitiv neurovidenskab ved Institut for Neurovidenskab på Karolinska Institutet og medforfatter på studiet, til Videnskab.dk.

Studiet viste, at de 16 procent mest computerspillende børn efter de to år scorede 2,5 IQ-point højere i intelligenstesten end gennemsnittet relativt til deres første test.

For de børn, der hellere brugte tid på tv og videoer eller på sociale medier, var der hverken nogen negativ eller positiv udvikling.

Men studiet er blot et blandt mange, der har undersøgt effekten af børns skærmbrug, og eftersom resultaterne varierer så meget, skal man tage det nye studie med et gran salt, mener Andreas Lieberoth, der blandt andet forsker i børns skærmbrug på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet.

- For hver undersøgelse der viser, at computerspil har en positiv påvirkning, er der en undersøgelse, der viser det modsatte, fortæller Andreas Lieberoth til Videnskab.dk.

- Faktisk viser langt de fleste studier, at der ikke er nogen væsentlig forskel på de computerspillende og de ikkecomputerspillende børns kognitive udvikling. Hvis der en forskel, er den meget lille og kan ofte forklares med andre ting, konstaterer han.

Andreas Lieberoth mener dog stadig, at studiet er interessant.

- Som minimum tyder noget på, at for eksempel computerspil hænger godt sammen med udviklingsbaner, der passer til de kognitive krav, som verden stiller til mennesker i dag – en verden, der er hurtigere og mere digital end min fynske barndom, forklarer han til Videnskab.dk.

Selvom studiet viser, at der tilsyneladende er en forbindelse mellem computerspil og kognitiv udvikling, skal studiet ikke ses som et påskud til forældre om at lade børnene spille løs, understreger førsteforfatter Torkel Klingberg til Videnskab.dk:

- Vores studie viser, at der i hvert fald ikke er nogen negativ påvirkning af den intelligensmæssige udvikling af computerspil, men det betyder heller ikke, at man bare skal lade børnene se løs, siger Torkel Klingberg.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Fik du læst:

Sådan ser du ALT hvad Google ved om dig

Millionsucces får tæsk: Hader én ting

Verdens første på 500Hz  

Mere fra Ekstra Bladet+

Den 4. november 2020 forgreb Danmarks regering sig på demokratiet

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind