Det sociale medie Twitter har længe haft en begrænsning på antallet af enheder i de beskeder, som man kan sende og læse på platformen.
Oprindeligt var det 140 tegn, men i 2017 udvidede Twitter grænsen til 280 tegn.
Men nu tester platformen en ny funktion kaldet Notes, som giver brugerne mulighed for at skrive længere formater, oplyser Twitter ifølge det internationale nyhedsbureau Reuters.
Nu kan man redigere
Funktionen, som i øjeblikket kun er tilgængelig for et meget begrænset antal brugere, giver mulighed for at skrive længere historier, som både kan indeholde foto og video.
- Notes vil give folk mulighed for at gå over 280 tegn på Twitter i én enkelt besked, inklusiv fotos, videoer, GIF'er og tweets, skriver journalisten Rembert Browne, som deltager i Twitters test af den nye funktion.
I et tweet deler han et link, hvor man kan se den nye funktion i brug.
Modsat almindelige beskeder, kendt som 'tweets', vil det også være muligt at redigere i Notes, efter de er delt med andre brugere.
Testbrugerne af Notes består af et lille udvalg af brugere fra USA, Storbritannien, Ghana og Canada.
Hvis Twitter ender med at lancere funktionen, kan det betragtes som den største ændring på det sociale medie, siden antallet af enheder per tweet blev fordoblet i 2017.