Religiøse undgår kræft

Adventister og baptister har en lavere risiko for at få kræft. Det skyldes blandt andet deres sundere livsstil

Tror du på de højere magter og lever en religiøs tilværelse, har du mindre risiko for at få kræft. Det viser ny undersøgelse foretaget af forskere fra Kræftens Bekæmpelse og Syddansk Universitet. De har fulgt over 10.000 medlemmer af Syvende Dags Adventistkirken og Baptistkirken i Danmark og sammenlignet deres dårligdomme med resten af befolkningens.

Det er endnu ikke muligt at få de nøjagtige tal, da undersøgelsen snart bliver offentliggjort, men ifølge cand.theol. Niels Christian Hvidt oplever de troende mennesker en voldsomt reduceret risiko for kræft, skriver videnskab.dk.

Lever en sundere livsstil
Niels Christian Hvidt forsker blandt andet i, om tro påvirker vores helbred, men han er ikke i tvivl om, at adventister undgår kræft, fordi deres tro kræver, at de dropper svinekød, spiser meget grønt og holder sig fra kaffe, alkohol og tobak.

Christoffer Johansen fra Kræftens Bekæmpelse, der leder undersøgelsen, fortæller, at religiøse mennesker sniger sig uden om de kræftformer, der typisk er forbundet med livsstil, hvilket er lunge-, tarm-, blære- og leverkræft. De har dog ikke en lavere risiko for at få leukæmi, da leukæmi er knyttet til dårligt immunforsvar.

Han siger yderligere til videnskab.dk, at religiøse mennesker lever et sundere liv, da de blandt andet holder sig fra rygning og alkohol. Derudover har visse religiøse sunde madvaner, da nogle religioner foreskriver, at der er visse fødevarer, det ikke er tilladt at spise.

En anden årsag
Der er visse regler for, hvad adventister må indtage, men det spøjse ved denne undersøgelse er, at baptister også har en lavere risiko for at få kræft, selv om deres religion ikke sætter grænser for, hvad der er tilladt at spise og drikke.

Det får Niels Christian Hvidt fra Syddansk Universitet til at spekulere på religionens rolle.

- Teorien er, at religion skaber fællesskab, eller at den danner en underliggende kultur, som gavner. Det handler om, at man skal leve ordentligt og ikke skeje ud, men også drage ansvarlig omsorg for den krop, man har fået, og som Helligånden bor i, siger Niels Christian Hvidt.

Mere fra Ekstra Bladet+

Hvis Herlufsholm var en muslimsk friskole ...

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind