Tvivlsomme slankekure

Tjek de slankekure, du skal holde dig fra her:

Hold dig fra de tvivlsomme slankekure. (Foto: Colourbox)
Hold dig fra de tvivlsomme slankekure. (Foto: Colourbox)

•Rigshospitalets Stofskiftediæt/æggekur og Arne Astrup Kuren: Diæterne er rent fup, de stammer ikke fra Rigshospitalet eller Arne Astrup og har ingen virkning på stofskiftet. De dækker ikke kroppens behov for vitaminer og mineraler og øger risikoen for sygdom og fejlernæring.

•Dr. Atkins’ diæt, Antikulhydrat-diæten, Zone-diæten: Disse slankekure tilhører en diættype, der indebærer, at man spiser betydeligt mere fedt og protein og tilsvarende færre kulhydrater end anbefalet. En undersøgelse viser, at det høje indhold af fedt og protein fører til forstoppelse for de fleste. Dokumentationen for denne diættype er usikker.

•Fastekure: Kure, hvor man spiser meget lidt eller ingenting, kan faktisk virke modsat hensigten. Under kuren nedbryder man og taber omkring 300 gram muskelvæv om dagen. Samtidig risikerer man at tage den tabte vægt på som fedt efter kuren.

•Saftkure: Slankekure, hvor man kun drikker frugt- eller grøntsagssaft, er særdeles risikable. Man taber hovedsageligt muskel- og organmasse, hvilket får stofskiftet til at falde, så man lettere tager på igen.

•Grapefrugtkuren og lignende: Slankekure, der baseres på en enkelt eller ganske få slags fødevarer, f.eks. grapefrugt, er ren fejlernæring og øger risikoen for sygdom.

•Slimfast som fuldkost: Slimfast er beregnet til at erstatte enkelte måltider og kan ikke fungere som erstatning for alle måltider. Hvis man anvender det som fuldkost, er indholdet af protein for lavt, og det vil betyde tab af muskel- og organmasse i stedet for fedt, hvilket får stofskiftet til at falde, så man lettere tager på bagefter.

•Blodtype-diæten: Eksempelvis bogen ’Spis efter din blodtype’ er rent bedrag, mener flere eksperter.

Kalorier i lækkerierne
En spadseretur i langsom gang forbrænder cirka 400-600 kcal pr. time (afhængig af køn, legemsvægt, alder og gå-intensitet). Det betyder, at du eksempelvis skal gå cirka en time og 25 minutter for at forbrænde en portion flæskesteg med rødkål, brunekartofler og brun sovs. Ti julesmåkager kræver 1 time og 10 min.

Her kan du se antallet af kalorier i de mest populære julelækkerier:
- Flæskesteg, brunede kartofler, brun sovs m.m: 650 kalorier
- Risalamande: 560 kalorier pr. portion
- Et halvt stykke rugbrød med paneret fiskefilet og remoulade: 350 kcal
- Vaniljekranse, 10 stk: 470 kalorier
- Brunkager, 10. stk: 420 kalorier
- Et glas gløgg: 250 kalorier
- En flaske alm. julebryg: 170 kalorier
- En alm. flaske pilsnerøl: 130 kcal
- Et glas vin: 100 kcal

Kilde: Diætistklinikken Maiken Beck

Så' der serveret
Maiken Bech fra Diætistklinikken Maiken Bech i Hellerup foreslår følgende enkle råd, når du skal spare på kalorierne til julefrokosterne:
- Frås med rugbrødet - gern tykke skiver. Sørg for at brødet fylder mest og pålægget mindst.
- Drop krydderfedtet.
- Spar på sovsen.
- Fjern fedt-kanterne - smid dem ud!
- Sørg for at der også er grønt på tallerkenen til julefrokosten.
- Stop med at spise, når du føler dig 75 procent mæt!
- Spis langsomt - og giv kroppen mulighed for at fordøje den fede mad.