Billig mobil skuffer

ANMELDELSE: Vi har testet Motorola One Hyper, der er billig, men svigter på afgørende områder

Selfiekameraet er en af de store svagheder i Motorola One Hyper. Foto: Tek.no
Selfiekameraet er en af de store svagheder i Motorola One Hyper. Foto: Tek.no

Motorola har bygget nogle af de bedste og mest overkommelige mobiltelefoner, vi har testet i de seneste år. Det eneste problem, vi har med Motorola One og Moto G-mobilerne, er, at der er begyndt at være en hel del af dem.

Det problem kan Motorola naturligvis ikke se og har nu lanceret endnu en model kaldet Motorola One Hyper. Telefonen er i den prisbillige ende, men har funktioner, som du normalt kun finder på topmodellerne.

Her får du for eksempel en skærm uden tykke kanter, uden kameraer, der stikker ud, eller et synligt frontkamera. I stedet sidder frontkameraet inde i skærmen og dukker op, når du har brug for det. Interessant nok kan det ikke bruges som en ansigtslås til telefonen, som du ellers kan på OnePlus' og Asus' telefoner med en lignende løsning.

Med hensyn til designet er der ikke meget at skrive hjem om. En tynd sort ramme ligger omkring skærmen. Den er lidt tykkere i bunden end toppen, og ser du godt efter, opdager du sensorer og højttaleren øverst på telefonen.

En dejlig detalje er, at fingerlæseren på bagsiden også sender lys ud ved meddelelser til telefonen. Den pulserer og lyser også, når du oplader, og når din alarm ringer.

Et gennemsigtigt plastik etui følger med i købet, og det er lidt mærkeligt, at lyset spreder sig ud i plastikken omkring fingerlæseren. Det er dermed næppe synligt, når mobilen ligger med skærmen vendt op.

På bagsiden minder telefonen lidt om den gode gamle Mate 10 Pro fra Huawei, med en klar stribe, der går gennem en graderet metallisk ryg. Vores eksemplar er blåt med en stiplet strimmel på. I modsætning til Huawei går strimlen i længderetningen og ikke på tværs. Øverst på strimlen er et kamera modul, der kan prale af 64 megapixels og 'quad-pixels'.

Megapixel-kapløbet lever med andre ord i bedste velgående. Men vi har før set, at det ikke nødvendigvis er bedst at have mange megapixel.

Skærmen dækker det meste af forsiden, hvis ellers appen understøttes ordentligt af telefonen. Foto: Tek.no
Skærmen dækker det meste af forsiden, hvis ellers appen understøttes ordentligt af telefonen. Foto: Tek.no

Artiklen er lavet i samarbejde med Tek.no

Kameraet er et godt sted at begynde anmeldelsen. Det hele handler om hovedkameraet.

Selfie-kameraet er nemlig fint uden at være prangende. Det er dog det langsomste motoriserede selfie-kamera, jeg nogensinde har set. Det tager et sekund eller to at komme frem på skærmen, og måske er det derfor, at Motorola har valgt ikke at benytte sig af ansigtsgenkendelse, som Asus og OnePlus ellers gør i deres telefoner.

Ultra vidvinkelen er særdeles forglemmelig. Hvis der tilfældigvis dukker en person op uden for midten af ​​billedet, reduceres vedkommende ofte til en lyserød klump, uanset hvor mange detaljer det oprindelige billede havde at byde på.

Når du skyder billeder med hovedkameraet er resultatet derimod ofte godt og i ekstrem høj opløsning - op til 64 megapixel.

Vi har med flere af de overkommelige mobiltelefoner set, at kameraet ikke tager billedet med det samme - uanset hvad vi gør. Det betyder, at det skud vi faktisk får, ofte ikke er det, vi oprindeligt havde som motiv. Det er meget irriterende, hvis du prøver at fotografere levende ting som børn, katte eller ... køer.

En anden irritation er, at kameraet kæmper meget, når der skal skiftes mellem tilstande. Kameraet vil med glæde foreslå at skifte til nattilstand, hvis der er for lidt lys omkring dig. Men det indstiller sig ofte imellem de to tilstande.

Det resulterer i, at man står og venter, mens kameraet ikke kan gøre noget. Knapperne fungerer ikke, og der sker ikke noget. Appen har ikke låst sig 100 procent fast, fordi den ændrer perspektiv, hvis jeg drejer på telefonen. Men det eneste, der løser problemet, er at genstarte appen.

Det sker især, hvis du har taget et billede i normal tilstand og skal skifte. Midtvejs i testperioden kom der opdateringer til kameraet for at gøre det mere stabilt, men det løste ikke problemet.

Når det er bedst, leverer hovedkameraet i One Hyper som meget gode billeder. Men det er ustabilt på flere måder. Du er nødt til at tage flere billeder, hvis du vil være sikker på at få et, der hverken kommer til kort ved timingen eller har sløret bevægelse. Og du skal være tålmodig, når appen crasher, hvilket den ofte gør.

Det er altid fedt at slippe for 'huller' i skærmen, men ulempen forsvinder, hvis softwaren eller formfaktoren ikke følger med. Og det er altså ikke alt ved One Hyper, der er helt optimalt.

For det første oplever jeg relativt ofte, at apps ikke fylder hele den plads, de har til rådighed på mobilskærmen. Nogle apps ender som et rektangel et stykke inde på skærmen. Det samme sker lejlighedsvis med video, der ofte udfylder hele skærmhøjden, men ikke strækker sig fuldt ud i skærmbredden.

For at irritere yderligere sidder lysmåleren til One Hyper helt yderst i kanten af højttaleren øverst på telefonen. Det betyder, at næsten alle forsøg på at holde telefonen i horisontal tilstand, ender i dramatisk reduceret lysstyrke. Det er et spændende ergonomisk eksperiment at holde den, så du ikke dækker lyssensoren - så er det lettere manuelt at tænde lyset og slukke for den automatiske belysning, mens du for eksempel er i gang med et spil.

Motorola markedsfører samtidig denne model som en One-telefon. Men det er vigtigt at understrege, at det ikke er en Android One-telefon. Løftet om opdateringer er derfor alene Motorolas ansvar, og det går ikke ind under Googles forpligtelser i Android One-programmet, som de tidligste Motorola One-modeller gjorde.

De løfter betyder ikke meget, hvilket man også så med for eksempel de tidlige generationer af Moto G-mobiler.

Udstyrsmæssigt står det ikke så skidt til for Motorola One Hyper. Den har en god Snapdragon 675-processor, som er hurtig nok til det meste i dagligdagen. Men den er ikke uden fejl. En ting er udfordringerne med kameraet, en anden er batteriets tvivlsomme ydeevne.

Når batteriet har 10 procent strøm eller mindre, forringes telefonens ydelse markant, og det ændres først, når telefonens batteri er på den høje side af 10 procent.

Præcist hvad den dårlige præstation skyldes, ved jeg ikke helt, men det betyder, at reaktionsevnen i nogle spil falder til jorden, selvom telefonen i sig selv skal kunne klare det og ellers præsterer godt i vores performancetest.

Det er smart, at læseren til fingeraftryk også lyser op, når der er nye meddelelser. Foto: Tek.no
Det er smart, at læseren til fingeraftryk også lyser op, når der er nye meddelelser. Foto: Tek.no

Det, der er mærkeligt og påfaldende med den dårlige ydelse, er, at softwaren er så ren og Google-lignende, som den er. Den fremstår mere eller mindre som en 'billig Pixel'-mobil, som Motorolaer har gjort i de seneste år. I modsætning til de fleste af sine forgængere stemmer den reelle ydeevne og brugervenlighed bare ikke overens.

På styringsfronten er det Android 10's swipe-løsning, som er standard. Det betyder, at man afslutter aps ved at swipe op og til siden for at gå tilbage. Som sædvanligt på Motorolas telefoner følger Moto-appen, hvilket giver dig en masse ekstra funktioner, som producenterne finder vigtige.

For eksempel kan du tænde og slukke lommelygten med et par håndledsvrid, mens du holder telefonen, få den til at afvise opkald og indstille skærmen i forhold til underretninger og lignende.

Foto: Tek.no
Foto: Tek.no

Motorola One Hyper er en helt fin telefon at bruge. Den har lang batterilevetid, og samtalekvaliteten er som forventet. I de fleste tilfælde er ydelsen også. som den skal være.

Men så er der de tilfælde, hvor du skal lave noget lidt mere krævende, eller støder på en app der ikke dækker hele skærmen, uanset hvad du gør. Fejlene i softwaren er fortsat et irritationsmoment - måske især fordi de findes i kameraets app. Det er ekstra irriterende i betragtning af, at softwaren bør være i orden.

Modellen har en hurtigere processor end andre Moto'er, og den har nok RAM og lagringsplads. Men af ​​en eller anden grund er der stadig knas i maskineriet.

Det er ikke den dyreste telefon på markedet, og i betragtning af at skærmen er solid og heldækkende, får du et temmeligt moderne design til en god pris, hvis du køber en One Hyper.

Men når hverken kamera eller ydelsen lever op til Hyper-navnet, må denne Motorola-mobil se sig slået af den hårde konkurrence. Ser vi for eksempel i retning af Huawei og Xiaomi, finder vi mobiler der er lettere at leve med, i samme prisleje.

Sådan virker prislinks i denne artikel

Denne artikel indeholder affiliate links til Ekstra Bladets samarbejdspartner PriceRunner, som vi modtager vi en mindre betaling pr. klik for.

- redaktionen