Brasilianer i Danmark: I chok over danske badeværelser

Ricardo Viana Vargas har boet i Danmark i fire år med sin familie. De elsker danske hygge, men savner flere badeværelser og mere spontanitet

Den brasilianske familie Vargas har boet i Danmark i fire år. Foto: Bolius
Den brasilianske familie Vargas har boet i Danmark i fire år. Foto: Bolius

TEMA: Der skrues helt sikkert en ekstra tand op for farver, fjer og fantastiske rytmer, når OL her i august indtager Rio de Janeiro i Brasilien. Ekstra Bladet har tidligere skrevet om danskere i det sydamerikanske land, blandt andre Rasmus, der bor i Rios største slumkvarter. Denne gang kan du møde en brasilianer, der har valgt at bo i Danmark.

Når man er en familie i den øvre middelklasse i Brasilien, er man vant til at få hjælp til de fleste ting i og omkring boligen. Ikke fordi man har fine fornemmelser, men fordi det bare er sådan, det er i Brasilien.

Rengøringsfolk, hushjælp, barnepiger og nogle gange også chauffører hører med til et almindeligt familieliv. Selv mindre bemidlede familier har oftest en enkelt 'maid' boende.

LÆS OGSÅ: Sådan bor de i Brasilien

Ingen hushjælp i Danmark
Det var en af de største forandringer i hverdagen for Ricardo Viana Vargas og hans kone og to døtre på 17 og 13 år, da de flyttede til Danmark for fire år siden i forbindelse med hans job som diplomat.

- Det var så anderledes, at man pludselig skulle gøre alle de praktiske ting selv. Men vi havde besluttet, at når vi flyttede til et land som Danmark, så skulle vi også leve, som danskerne gør. Så nu handler vi ind, laver, mad og gør rent og kan faktisk rigtig godt lide denne livsstil. Vi har ingen maid, for nu er jeg maid, griner Ricardo Viana Vargas.

Farvel til syv badeværelser
En del af omvæltningen var også, at familien flyttede fra deres 400 m2 store hus med syv badeværelser i Belo Horizonte til et lille byhus i Store Kongensgade i København.

Der er nemlig ofte mange badeværelser i brasilianske boliger – i mange boliger er der i hvert fald et badeværelse per familiemedlem, så alle har tid til at gøre sig klar om morgenen.

- At der var mindre plads kunne vi godt leve med, men det var virkelig et chok for os, at der kun var et enkelt reelt badeværelse. Nu er vi flyttet til et dejligt hus i Rungsted, hvor vi har mere plads, men vi har stadig kun to badeværelser. Efterhånden har vi dog vænnet os til det, siger Ricardo Viana Vargas.

LÆS OGSÅ: Fremtidens lokum er din læge

Fællesspisning i køkkenet
En anden stor forskel er køkkenet og den centrale rolle, det har i de danske hjem.

- I Brasilien havde jeg en kok, der havde arbejdet for mig i 15 år, og jeg fik aldrig lov til at komme i køkkenet, fordi kokken ikke ville have, jeg skulle blande mig. Her i Danmark har man kæmpe samtalekøkkener, og det har betydet meget for vores familieliv.

- Udover, at vi selv laver mad, er vi begyndt at sætte os ned alle fire og spise vores måltider sammen. Det har vi aldrig gjort før. Vi var vant til, at vi bare hver især spiste noget, når vi havde tid og behov for det, fortæller Ricardo Viana Vargas.

LÆS OGSÅ: Farvel til samtalekøkkenet – nu vil vi have et madværksted

Danske køleskabe er alt for små
Selv om de danske køkkener er store, synes Ricardo Viana Vargas dog, vores køleskabe er alt, alt for små. Og han og hans familie købte straks et ekstra køleskab, da de flyttede hertil.

- I Brasilien køber vi normalt ind nogle få gange om måneden, og så handler vi stort ind i store markeder, der minder om Metro eller Inco. Det kræver jo også mere opbevaringsplads, end danskerne er vant til, fordi de måske går i supermarkedet to-tre gange om ugen, siger han.

En drøm at kunne færdes frit
De små køleskabe og de få badeværelser til trods, som Ricardo Viana Vargas joker med, er han og hans familie utroligt glade for at bo i Danmark. Også om vinteren, understreger han. For da har danskerne endnu mere fokus på hygge, mad, varme og stearinlys.

Og så elsker han friheden, og at alle cykler rundt og bruger det offentlige rum – for eksempel parker og pladser – så meget.

- I Brasilien er man altid nødt til at tænke på sikkerhed, og vi bor i condominiums med vagter og mødes i private klubber. Men her kan vi bo i huse med store vinduer uden at være bekymrede. Og for vores børn er det en drøm, at de selv får lov til at gå og cykle rundt, siger han.

Lukkede danskere
Det eneste, han savner lidt i Danmark, er det, han kalder 'social bonding'.

Han oplever, at det kan være ret svært at få venner blandt danskerne, fordi de ikke er så spontane og ofte har nok i sig selv.

- Jeg tror, det er fordi, man her har få, men rigtig gode venner, hvor vi i Brasilien måske er vant til at mødes i store flokke, og at man kan tale med alle, man møder. Jeg tænker, at det ikke kunne skade at være lidt mere åben og tænke: Nå ja, der er en person, jeg ikke kender, ham eller hende kan jeg da godt snakke med, selv om vi ikke behøver at skulle være bedste venner og mødes hver dag, siger han.

LÆS OGSÅ: Rundt om boligerne i Brasilien

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.
LIGE NU

Mere fra Ekstra Bladet+

Den danske model er i fare, hvis ikke en masse tyk beton fjernes

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind