Bygge-boom: Tømrer Teddys ordrebog bugner

Mange danskere kaster sig lige nu over muligheden for at investere i et nybygget sommerhus

Tømrer Teddy fra TNC-Huse i Ebeltoft kan i dén grad mærke, at der er efterspørgsel efter de store, nybyggede fritidshuse, der bliver brugt til både udlejning og egne ferier. Foto: Ernst van Norde
Tømrer Teddy fra TNC-Huse i Ebeltoft kan i dén grad mærke, at der er efterspørgsel efter de store, nybyggede fritidshuse, der bliver brugt til både udlejning og egne ferier. Foto: Ernst van Norde

- Det er godt nok en usædvanlig situation, at vi har solgt huse så langt ud i fremtiden, siger 52-årige Teddy Olsen, der har været tømrer i Ebeltoft i 35 år.

Siden han og to kolleger for 18 år siden startede firmaet TNC-huse, har der været perioder med en tom ordrebog - andre gange har der været et par ordrer at tage fat på. Nu har det lille firma fem afsluttede ordrer i bogen, og de har sagt nej til mange.

- Vi kunne have haft mindst ti i ordrebogen, hvis vi havde haft kapacitet til det. Men vi vil ikke begynde at udvide og kaste os over flere opgaver, for det ville risikere at gå ud over kvaliteten. Vi lader os ikke flyve med på bølgen. For som vi siger på jysk:

- Vi bliver ved jorden - der er bedst at være.


Handler i blinde
- Da corona ramte, tænkte vi i de første 14 dage, at nu blev der ballade, og det hele ville ramle, men det gik stik modsat.

- Det er gået helt amok i en grad, så mange faktisk handler lidt i blinde. Nogle ved ikke rigtigt, hvad de går ind til: Ejendomsskatter, forsikringer og vedligeholdelse. Hvis man køber et hus med god beliggenhed, kan det godt koste mere end 100.000 om året blot at have det stående. Det overrasker faktisk mange, siger han.

Store, sorte huse
Når folk vil have store sommerhuse, er det ofte fordi, de ønsker at indregne en lejeindtægt ind i det. De er måske blevet trætte af at skulle betale negative renter i banken, så på den her måde får de i stedet en nytteværdi ud af deres investering, siger han.

For tyve år siden ønskede de fleste at få bygget primitive sommerhuse på omkring 80 kvm, fortæller han.

- I dag vil langt de fleste af vores kunder have ca.115 kvadratmeter, tre værelser, et super godt køkken-alrum, to badeværelser, gerne spa, sauna og en god entré. Indendørs ønsker de hvidt og stilrent - og faktisk pænere end det parcelhus, de selv bor i. Trenden lige nu er, at alt udenpå skal være sort, både træværket, vinduesrammer, tagrender, tag, lister - og dér glemmer mange, at også træværk kræver meget vedligeholdelse, siger Teddy Olsen, der selv har et sommerhus ved vandet  i nærheden af Ebeltoft.

- Det er 50 kvadratmeter, sådan 70'er-agtigt og meget, meget primitivt. Vi har ofte talt om at rive det ned og bygge et nyt på grunden. Men når vi er her, er det bare så hyggeligt! Så det kommer vi nok aldrig til at gøre.

- Jeg elsker jo sådan et gammelt sommerhus med sjæl og charme, som adskiller sig fra det, jeg bor i til dagligt, siger han.