Smykkevirksomheden Pandora tager uden den helt store konkurrence årets pris som den absolut dårligste investering.
Afkastet er negativt med 85 procent. Milliarder er tabt på mindre end et år.
Pandora kom på børsen i 2011 og ind i det fine selskab C20, godt pumpet i vejret af direktør Christian Frigast, Axxel, og de medhjælpende pengeinstitutter, herunder Nordea.
Markedsværdien var over 30 mia. kr., hvilket dengang svarede til værdien af mindst tre seriøse børsselskaber, herunder F.L. Smidth.
Nu er markedsværdien af Pandora nede på 6,5 mia. kr. Direktøren Mikkel Vendelin Olesen er sparket ud. Ny direktør er indsat. En mand ved navn Björn Gulden. Strategien for virksomheden er vendt rundt flere gange.
Samtidig er det kommet frem, at ledelsen af fondsbørsen i København er godt tosset over, at Pandora var så lang tid om at fortælle, at der var store problemer i koncernen bl.a. med et langt lavere salg end forventet. Meddelelsen skulle ifølge børsen være givet langt tidligere til aktionærerne i selskabet.
De største problemer i dag i Pandora stammer fra det tyske marked, som håndboldklubben AG Københavns ejer og direktør Jesper Nielsen i sin tid stod for. Meget tyder på, at Kasi-Jesper, som han også kaldes, ikke kommer til at score den gevinst, han for nogle år siden drømte om, men må nøjes med et langt mindre millionbeløb.
Selv en storskrydende Kasi-Jesper, må erkende, at han må gøre noget ved håndboldklubben, bl.a. et gigantisk underskud på 45 mio. kr., og han har måtte foretage markante afskedigelser.
Aktieeksperten Martin Lykke, NPinvestor.dk siger:
- I løbet af sommeren gik luften ud af ballonen for Pandora, og især det marked, hvor Kasi-Jesper tidligere har arbejdet på, har skuffet dybt.
- Aktien virker dog på det nuværende niveau prisfastsat fornuftigt, og selv om Pandora er røget ud af C20, så vil 2012 formentlig blive et fornuftigt år for selskabet.
Vestas
På en andenplads med et negativt afkast på 65 ,procent kommer en af landets tidligere så folkekære aktier, vindmøllefirmaet Vestas. Det er lykkedes chefen Ditlev Engel på ganske få år at sætte virksomhedens enorme popularitet i den brede befolkning over styr ved gentagne forkerte udmeldinger og en verdensfjern indstilling til praktiske emner som f.eks. støj fra møllerne.
Martin Lykke mener:
- Taberne har en forklaring, vinderne har en plan.
- Dette citat fra Vestas-direktør Ditlev Engel er blevet legendarisk, og det har i den grad ramt ham i de seneste år. Vestas har skuffet gang på gang, og kursen er styrtdykket.
- Min personlige vurdering er, at selskabet går en hård tid i møde. Verden er i økonomisk krise, og sådan en krise gør, at man ikke vil betale ekstra for el, blot fordi det er produceret af en vindmølle. Selskabet har brug for, at dets produkter bliver støttet af staterne, og da staterne fattes penge, så er udsigterne knap så lyse.
Danske Bank
Sidst, men ikke mindst, kommer Danske Bank og den afgående ordførende direktør Peter Straarup ind på en tvivlsom tredjeplads.
Peter Straarup - og dermed hele den historiske tradition om at hente top-direktører i fæstningsbyen Fredericia - er færdig i Danske Bank.
Ny på posten er bankens tidligere formand, Maersk Line-direktør Eivind Kolding.
Selv om den geografiske afstand mellem Kolding og Fredericia er beskeden, vil forskellen mellem Straarup og Kolding blive markant. I modsætning til hvad Straarup havde, så får den nye direktør Kolding en stærk mand i formandsstolen. Hans navn er Ole Andersen, kaldet Mr. Kapitalfond.
Martin Lykke:
- Danske Bank er i en situation, hvor selskabet i den grad er afhængig af udviklingen på de globale finansielle markeder. Man kan stramme renteskruen nok så meget i Danmark, men i sidste ende er det den globale udvikling, der er afgørende for Danske Bank.
- Banken kan få et rigtig godt 2012, men den kan også blive nationaliseret, så det er et ualmindeligt spændende og udfordrende år, Danske Bank står over for.