Spilleglade danskere kan atter smide Lotto-kuponerne i skraldespanden, hvis håbet var den helt store gevinst. Onsdag blev der hverken fundet nogen vindere af Superpuljen i Onsdags Lotto på 113 millioner kroner eller 1. præmiepuljen på 10 millioner.
Dermed fortsætter præmiepuljen med at vokse sig rekordstor og er næste onsdag oppe på hele 140 millioner kroner - en Superpulje på 119 millioner og jackpotpulje på 21 millioner.
Superpuljen udløses, hvis Supertallet er det samme som et af de seks vindertal. Det var det ikke onsdag aften - ligesom ingen altså havde ramt den rette kombination af de seks vindertal.
Chancen for at ramme den rigtige og gevinstgivende talkombination er kun 1 til 98 millioner. Ikke siden uge 19 har der været en heldig kartoffel, der har scoret SuperPuljen.
Danskerne havde til dagens trækning spillet for 65 millioner kroner, hvilket er mindre end sidste onsdag.
I modsætning til lotto om lørdagen er Onsdags Lotto et grænseoverskridende spil. Ud over de fem nordiske lande, Sverige, Island, Norge, Danmark og Finland, deltager Estland, Letland og Litauen.
Den hidtil største lottogevinst i Danmark var på 38,56 millioner kroner, og blev vundet af en spiller på Østerbro i København i 2008. Onsdags Lotto kastede tre år tidligere en gevinst på 38,48 millioner kroner af sig til en spiller, der havde købt kuponen i Aarhus.