Kvinder er ligeglade med penge

Kvinder sparer væsentligt mindre op til pension. Emnet interesserer tilsyneladende ikke kvinderne ret meget

En tredjedel af de danske kvinder har aldrig fået gennemgået deres pensionsopsparinger, hvilket kun gælder for under en fjerdedel af mændene. (Foto: Colourbox)
En tredjedel af de danske kvinder har aldrig fået gennemgået deres pensionsopsparinger, hvilket kun gælder for under en fjerdedel af mændene. (Foto: Colourbox)

Kvinder interesserer sig tilsyneladende ikke så meget for penge, som mænd, og det kan være forklaringen på, at kvinder sparer væsentligt mindre op til pension.

En undersøgelse, som Epinion har gennemført for Nykredit, viser, at kvinder ikke er lige så optaget af pensionsordninger, som mænd.

Hver tredje kvinde ligeglad med pension
En tredjedel af de danske kvinder har aldrig fået gennemgået deres pensionsopsparinger, hvilket kun gælder for under en fjerdedel af mændene.

- Jeg tror ganske enkelt ikke, at kvinderne har samme fokus på penge, som mænd. Og det er meget uheldigt, siger afdelingsdirektør Sune Worm Mortensen fra Nykredit.

Nykredits egen analyse viser, at kvinderne sparer væsentligt mindre op til pension end mændene. En af forklaringer er formentligt, at kvinder ikke er lige så interesseret i penge, som mænd.

- Mændene virker mere fokuseret på det, måske også i kraft af, at de ofte har højere løn og dermed flere penge at spare op, siger Sune Worm.

Få styr på det, kvinder
Han opfordrer kvinderne til at 'være mere på mærkerne', når det handler om pengespørgsmål.

- Der er ingen tvivl om, at kvinderne burde få bedre styr på deres pensionsordninger og ikke mindst i betragtning af, hvor turbulent verden er i dag, siger Sune Worm Mortensen.

Ifølge Nykredits analyse sparer kvinder i gennemsnit kun 65 kroner op til pension, hver gang mænd sparer 100 kroner op.

Er du kvinde og ligeglad med penge? Skriv din kommentar nedenfor.