Vi får færre penge mellem hænderne

Inflationen æder beskedne lønstigninger - og skatten stiger. Vi får færre penge at bruge de næste par år

Fremtiden ser ikke så lys ud for danskerne som for et par år siden. Vi får simpelthen færre penge mellem hænderne. En dansk gennemsnitsfamilien får i år 2,5 procent mindre ud, når udgifter og skat er betalt, viser tal fra Danske Bank.

I cool cash betyder det, at familien Danmark får 20.239 kroner mellem hænderne om måneden i 2011 mod 20.756 sidste år. Og i 2012 vil beløbet være 20.064 kroner.

Det er den økonomiske krise, der sætter danskerne under pres. Og selv om banken indregner en lønstigning på 2,3 procent i år, vil inflationen på 2,9 procent i år æde lønstigningen og også slikke tallerkenen godt og grundigt ren bagefter.

Det er især højere priser på energi og mad kombineret med en svagere euro, som kronen er bundet op på, der er med til højere priser.

Oveni kommer så også, at skatten stiger som en del af regeringens genopretningsplan, der fastfryser grænserne for bundfradrag, topskat og andre beløbsgrænser i kroner og ører i stedet for at lade dem følge lønudviklingen.

Og så kan man heller ikke længere trække fradrag til udgifter til fagforeningen fra ud over 3000 kroner - og samlet kommer skattestigningerne til at koste 4045 kroner om året for Danske Banks modelfamilie.

Selv om inflationen bremses i 2012, vil der stadig blive tæret på pengepungen. Genopretningsplanen stikker fortsat sit hoved frem - og en forventet højere rente på flexlån vil betyde en direkte tilbagegang i rådighedsbeløbet til næste år.

Danske Bank påpeger, at man skal huske på, at tilbagegangen kommer efter to år med markant fremgang. I 2008 havde modelfamilien 16.842 kroner om måneden efter faste udgifter, og tallet var i '09 på 18.475 kroner.