Selskabstømmer sidder i Horserød

Bjørn Stiedl er dømt for økonomisk svindel både i Danmark og England. Nu afsoner svindleren tæt på Peter Brixtofte

Selskabstømmeren Bjørn Stiedl - her fotograferet i Paris - kommer ud af en pæn borgerlig ejendomsmæglerfamilie fra Gentofte. Ret tidligt i sin karriere gik han i gang med omfattende svindelnumre. Stiedl gik konkurs i 1990'erne, flygtede til England, hvor han tømte en engelsk pensionskasse for 25 mio. kr. Først dømt i byretten, senere i England og senest ved landsretten. (Foto: Bjørn Stig Hansen)
Selskabstømmeren Bjørn Stiedl - her fotograferet i Paris - kommer ud af en pæn borgerlig ejendomsmæglerfamilie fra Gentofte. Ret tidligt i sin karriere gik han i gang med omfattende svindelnumre. Stiedl gik konkurs i 1990'erne, flygtede til England, hvor han tømte en engelsk pensionskasse for 25 mio. kr. Først dømt i byretten, senere i England og senest ved landsretten. (Foto: Bjørn Stig Hansen)

En af Danmarks største svindlere, selskabstømmeren Bjørn Stiedl, der senest blev idømt seks års fængsel for at have tømt flere hundrede selskaber med fiktive containere, er omsider begyndt at afsone sin lange fængselsstraf.

Den tidligere udlandsdansker er indsat i Statsfængslet i Horserød, hvor han har den oplevelse at afsone på samme afdeling som den tidligere bykonge i Farum, Peter Brixtofte. Efter hvad Ekstra Bladet erfarer er Bjørn Stiedl uden den store opmærksomhed listet ind i statsfængslet omkring årsskiftet.

Bjørn Stiedl blev den 12. november 2009 fundet skyldig af Østre Landsret og fik udmålt en straf på seks års fængsel, men straks efter forsøgte den dømte at få Højesteret til at se på sagen, men det blev afvist af det såkaldte Procesbevillingsnævn.

Siden er Bjørn Stiedl gået til Menneskerettighedsdomstolen med en klage, der går på, at de danske og engelske myndigheder ikke i tilstrækkelig grad har samarbejdet om de straffesager, som Bjørn Stiedl har været involveret i.

Først blev Bjørn Stiedl idømt syv års fængsel for selskabstømning ved Københavns byret. Siden flyttede han til England, hvor han tømte en pensionkasse for 25 mio. kr. Det kostede ham en dom i England på fire år og seks måneders fængsel, men så lang tid afsonede han ikke. Stiedl betalte pengene tilbage og blev udvist efter et par år.

Stiedl, som de seneste år har boet i Paris, kom derefter hjem til Danmark for at gennemføre ankesagen i Østre Landsret, men efter knap et år, måtte ankesagen gå om, fordi landsretten mistænkte ham for at pjække fra retsmøderne, men det mente Højesteret ikke, og sagen måtte derfor gå helt om med en ny besætning af dommere i Østre Landsret.

Selv om selskabstømmeren både i byretten og ved landsretten var repræsenteret af de såkaldte stjerneadvokater Ebbe Mogensen og Søren Bech hjalp det ikke en dyt.