Tusindvis af unge holder jul på kredit

Forbrugerøkonom advarer de mange unge, der fristes til at tage dyre forbrugslån for at købe julegaver.

26.500 unge i alderen 16-25 år vil i år betale julegaverne ved hjælp af et dyrt forbrugslån i banken eller en endnu dyrere afbetalingsordning i en butik.

Det er fire gange så mange som sidste år.

Det viser en årlig undersøgelse af danskernes juleforbrug, som Synovate har udarbejdet for Nordea, skriver Kristeligt Dagblad.

Men at købe julegaver på klods kan vise sig at være en bekostelig affære, pointerer Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea.

- Det er jo en voldsom udvikling i den aldersgruppe og et udtryk for, at en gruppe af unge ikke har sat sig ind i, hvordan den slags lån fungerer. At købe på afbetaling eller kredit er nok den dyreste måde at købe gaver på overhovedet.

- Hvis man skal stifte gæld, bør det ikke være på grund af julegaver, men på grund af for eksempel uddannelse eller bolig, siger hun til Kristeligt Dagblad.

Årsagen til firedoblingen i de unges kredit-julehandel er ifølge Ann Lehmann Erichsen, at ledigheden er steget:

- Unge er hårdt ramt. De har sværere ved at skaffe en praktikplads og vanskeligt ved at finde et arbejde lige nu og her. Samtidig har nogen af dem faktisk et job, men låner alligevel. Det tyder på, at budgettet skal have et eftersyn og en vurdering af, hvad der er råd til af gaver, siger forbrugerøkonomen.

For nylig viste en tilsvarende forbrugsundersøgelse, at danske unge har nordisk rekord i forbrugslån: Hver femte dansker mellem 18 og 29 år har et lån på gennemsnitligt 58.500 kroner.