Fuld knald på julesalget

Netsalget boomer, og hver fjerde dansker vil købe sine julegaver på nettet i år. Men også i de almindelige butikker går det fremad

Efter et par tørre år for detailhandlen går det nu igen den rigtige vej, selvom e-handlen har det bedre end aldrig før. (Foto: Valdemar Jørgensen)
Efter et par tørre år for detailhandlen går det nu igen den rigtige vej, selvom e-handlen har det bedre end aldrig før. (Foto: Valdemar Jørgensen)

Nye støvler. Eller hvad med en vinterfrakke?

Om godt to uger er det jul, og det kan være svært at nå det hele. Derfor tyr flere og flere til at handle julegaverne på nettet.

- Det er indlysende, at e-handel til jul sætter ny rekord. Vi har haft et fantastisk år med store stigninger i både omsætning og i antal handler. Mange etablerede butikker har også åbnet e-butikker, ligesom der for alvor er taget hul på online-handel med dagligvarer. Der flyttes store andele af omsætninger fra de fysiske butikker og over på nettet, siger Annette Falberg, adm. direktør i FDIH, Foreningen for Distance- og Internethandel.

En undersøgelse foretaget af brancheorganisationen spår, at hver fjerde dansker i år vil købe julegaverne på nettet.

Fysiske butikker hitter stadig
Selvom det har været nogle sløve år på grund af finanskrisen, så ser Dansk Detail lyst på årets samlede resultat.

- I efteråret har vi set en stigning i omsætningen på 2-2.5 procent, siger Jens Birkeholm, der er direktør i Dansk Detail.

Han kan se på organisationens 2.900 butikker i detailhandlen, herunder i mode- og livsstilsbrancherne, at der er kommet mere stabilitet i handlen.

Og han ser ikke nettet som den største konkurrent til de fysiske butikker.

Danskerne vil spare op
- Den største udfordring for os er danskernes købelyst. Danskerne vil hellere spare op, selvom de har rigtig mange penge, siger Jens Birkeholm.

Han pointerer også, som Annette Falberg, at mange af branchens butikker også har e-butikker.

- Vi har dog den fordel, at forbrugerne godt kan lide, at der ligger en fysisk butik bag. Det giver en vis tryghed, hvis kunderne skal lave reklamationer, siger Jens Birkeholm.

E-butikkerne forventer at hente over 25 procent af årets omsætning på julehandlen, mens detailhandlen er knap så afhængige af den. Her udgør julehandlen 10-12 procent.