Har tjent 300 millioner på finanskrisen

Alle hans spekulant-kolleger er gået på røven, men manden her har tjent 300 millioner kroner på finaskrisen. Se hvem han er.

Mikael Goldschmidt har scoret kassen sidste år på at handle ejendomme. (Foto: Peter Nørby)
Mikael Goldschmidt har scoret kassen sidste år på at handle ejendomme. (Foto: Peter Nørby)

Mens kollegerne i ejendomsbranchen er kæntret i hobetal i kølvandet på finanskrisen, så er der enkelte, der klarer ærterne. Og mere til. En af dem er ejendomsmatadoren Mikael Goldschmidt, der vurderes at være god for mere end tre milliarder kroner.

Lige nu køber han ejendomme op til spotpris og udvider sin forretning. I de første tre kvartaler i 2009 har hans selskab M. Goldschmidt Holding A/S tjent intet mindre end 300 millioner kroner.

Og det er i en periode hvor Hans Henrik Palm, Steen Gude, Martin Klütz, Carsten Leveau, Steen Patrick Vela og andre ejendomsspekulanter er gået godt og grundigt på røven.

Penge i kassen
Hans succes er meget enkel: I stedet for konsekvent at belåne sine ejendomme til nye investeringer, har han holdt på pengene og sørget for, at der hele tiden var penge i kassen.

Og så solgte han livsprojekt Atlas Ejendomme for fire år siden – lige da boligmarkedet toppede. Det indbragte ham knap tre milliarder kroner.

Derfor har Mikael Goldschmidt haft masser at stå imod med, da prisfaldene på boligmarkedet ramte andre ejendomsmatadorer som en knytnæve.

Ædruelige investeringer

– Blandt ejendomsinvestorerne er der nogle få, som har været ædruelige i deres investeringer. De så advarslerne og fik solgt ud af deres ejendomme i tide, siger Morten W. Langer, redaktør af Aktieugebrevet.

– De er dobbelte vindere i dag. For udover, at de har klaret sig igennem krisen, så har de mulighed for at købe billige ejendomme op nu. For priserne er i bund, bankerne vil ikke låne penge ud og de, der har penge på bankbogen, er styrket, siger han.

Kom som tyv om natten
Mikael Goldschmidt selv kalder hans virksomhed for konservativ.

– Vi tager ikke de store risici og ser helt tiden på, hvad der kan gå galt. Så forretningsmodellen er lidt gammeldags. Man kan også se, at det er gået galt for de ejendomsinvestorer, som kun så mulighederne og ikke begrænsningerne, siger Mikael Goldschmidt til Ekstra Bladet.

– Men som alle andre blev jeg overrasket over, at krisen kom som en tyv om natten, siger Mikael Goldschmidt.

Og aktiemarkedets nedtur ramte også Goldschmidts forretningsimperium. I 2008 tabte Goldschmidt Holding 292 millioner kroner, men fordi virksomheden var så solid, så vendte skuden lynhurtigt. Og allerede i midten af 2009 var det tabte indhentet.