Skal betale dobbelt skat af SP-penge

Omkring 10.000 danskere skal betale skat til både Danmark og Sverige for at hæve SP-opsparingen, skriver Dinepenge.dk

Flere end 2,2 millioner danskere har allerede valgt at få udbetalt deres del af den Særlige Pensionsoparing SP, som derfor er blevet lænset for mere end 22 milliarder kroner efter fradrag af den faste afgift.

Men for omkring 10.000 danskere venter en ubehagelig overraskelse. De skal nemlig betale skat af pengene to gange, skriver Dinepenge.dk.

De svenske Skatteverket har netop besluttet, at danskere bosat i Sverige, som vælger at få udbetalt SP-pengene, ud over den danske afgift også skal svare svensk indkomstskat.

Teknisk set en 'afgift'
Problemet er, at man i Danmark vælger at kalde det en afgift - når det ikke formelt er en 'skat', mener svenskerne sig berettiget til at beskatte beløbet (én gang til).

Det betyder, at beløb under 15.000 danske kroner først får fratrukket 35 procent i Danmark og derefter beskattes med omkring 30 procent på den anden side af Øresund.

Grænse ved de 15.000
Beløb ud over 15.000 kroner beskattes med den danske afgift på 50 procent, inden det svenske skattevæsen skal have sit.

-Vi skønner, at det drejer sig om knap 10.000 personer, som er havnet i denne situation, siger Lars Whitt fra den dansk-svenske informationstjeneste Øresunddirekt til Dinepenge.dk.

De omkring 10.000 danskere, som forventes at blive ramt af den dobbelte skat har ingen mulighed for at fortryde.

Muligvis andre udlandsdanskere
Ifølge ATP kan man ikke trække beslutningen om at hæve SP-opsparingen tilbage, når man først har sendt svarbrevet tilbage til pensionsforvalteren.

Skats juridiske center bekræfter over for Dinepenge.dk, at de danske aftaler om dobbeltbeskatning ikke omfatter afgifter.

Men det betyder også, at den dobbelte beskatning kan komme i spil for udlandsdanskere i andre lande, som måtte beslutte sig for at opkræve skat af pengene.