Slet dine dårlige minder

Ved at fjerne nogle proteiner i hjernen, er amerikanske forskere kommet tættere på at kunne slette for eksempel krigsminder

Forskere har fundet en metode til at slette sorg. (Foto: Colourbox)
Forskere har fundet en metode til at slette sorg. (Foto: Colourbox)

I Filmen Eternal Sunshine of The Spotless Mind sletter hovedpersonerne spillet af Kate Winslet og Jim Carrey hinanden fra hukommelsen efter et svært brud.

Og nu tyder meget på, at der ikke er ret langt fra den fiktive til den virkelige verden, hvor der dog er langt alvorligere ting på spil end kærestesorger.

Skal slette krigsminder
Et forskerhold på det amerikanske John Hopkins University har fundet en metode til permanent at slette smertefulde minder. Metoden kan ifølge forskerne bruges til at udvikle medicin mod posttraumatisk stress syndrom (PTSD).

- Det lyder måske som science fiction - evnen til selektivt at slette minder. Men det her kan en dag gøres gældende for behandlingen af menneskers frygtindgydende og invaliderende minder - så som posttraumatisk stress syndrom på grund af krig, voldtægt eller andre traumatiserende begivenheder, siger lederen af undersøgelsen Dr. Richard L Huganir, til Daily Mail.

Fjernede frygtproteiner i musehjerner
Det er lykkedes forskerne at slette frygt i mus' hjerner ved at fjerne nogle proteiner i det område af deres hjerner, der håndterer frygt og forsvarsmekanismer. Efter indgrebet lod musene sig ikke længere skræmme af høje lyde, som de tidligere forbandt med frygt.

- Når en traumatisk begivenhed indtræffer, skaber det en frygt i hukommelsen, som kan vare livet ud og have invaliderende virkning på en persons liv, siger Huganir.

Bedre medicin
- Ideen var at fjerne de proteiner og svække de forbindelser i hjernen, som traumet har skabt og derved slette selve mindet, fortsætter forskeren.

Resultaterne giver forskerne mulighed for at sammensætte en medicin, der målrettet kan gå ind at afhjælpe den frygt, som for eksempel viser sig som posttraumatisk stress syndrom.

Den nye forskning er trykt i det videnskabelige tidsskrift Science Express