Fordobling af indbrud på netbanker

Danskere blev udsat for dobbelt så mange indbrud på netbanken i 2008 som året før. Og skurkene stak af med tre gange så mange penge

Det er værd at tjekke efter, om din konto er blevet lænset af uvedkommende. Antallet af indbrud på danskernes netbanker blev næsten fordoblet i 2008. (Foto: Colourbox.com)
Det er værd at tjekke efter, om din konto er blevet lænset af uvedkommende. Antallet af indbrud på danskernes netbanker blev næsten fordoblet i 2008. (Foto: Colourbox.com)

Der forsvandt i alt 9,1 millioner kroner fra danskernes bankkonti og ned i lommerne på it-kriminelle i 2008.

Det er næsten tre gange så mange penge som året før - og antallet af indbrud er også tæt på fordoblet, viser et notat fra Finanstilsynet, der er pengeinstitutternes interesseorganisation.

'En forsvindende lille del'
Mens der i 2007 blev registreret 85 indbrud til en værdi af 3,2 millioner kroner på danskernes netbanker, steg antallet af indbrud sidste år til 156. Mere end to et halvt om ugen.

Alligevel nedtoner Finansrådet tallet og kalder ofrene for 'en forsvindende lille andel' af de 3,3 million danskere, der benytter netbank.

- Og skulle det ske, er det banken, der dækker tabet for privatkunderne, siger kontorchef i Finansrådet Birgitte Mikkelsen i rådets notat.

Stjæler med spionprogrammer
Alle indbruddene i danskeres netbanker er sket ved, at de skurkene har haft held til at få et spionprogram ind på kundens pc, eksempelvis gennem en inficeret hjemmeside eller mail. Spionprogrammet giver de it-kriminelle adgang til alt på kundens pc - men de er som regel mere interesserede i koden til din netbank end i at se dine familiefotos.

Ifølge Finansrådet er det derfor vigtigt at holde programmerne på sin pc opdateret - ikke kun firewall'en og antivirus-programmet.

- Opdatering af styresystemer og andet software som for eksempel Adobe, Java eller Quicktime er lige så vigtig. De it-kriminelle udnytter sikkerhedshuller i uopdaterede systemer og software til at få spionprogrammet ind på kundens pc, siger Birgitte Mikkelsen.

Flest indbrud i sensommeren
Indbruddene i netbanken er forøvrigt ikke fordelt lige over hele året, men kommer i bølger.

I 2008 var årets tre første måneder de mest stille med 'kun' 15 netbankindbrud. I juli, august og september toppede antallet af indbrud i danskernes netbanker med i alt 73 indbrud.

0 kommentarer
Vis kommentarer